x

Tiltænkt spejderne

Søndermark Gruppe havde to meget nedslidte hytter, som krævede mange både fysiske og økonomiske kræfter at vedligeholde. Kræfter, som burde gå til kerneaktiviteterne for bl.a. byens borgere som f.eks. samvær i naturen. Formålet med projektet var at skabe et nyt samlingssted for spejderne, men også at give mulighed for at hytten kunne rumme en række andre aktiviteter de dage og aftener, hvor spejderne ikke er der. 

Flerfunktionel hytte

Den flerfunktionelle hytte er opført i beton, træ og glas. Hytten består af to bygninger, der er sammenkoblet af en overdækket terrasse i 1. sals højde. Den ene bygning, er opført med store glaspartier og udsigt til Søndermarken, og har bl.a. køkken, caféområde, forsamlingsrum og aktivitetsrum. Den anden bygning indeholder værksted og omklædningsrum. Bygningen har fået en række mindre rum samt et loungeområde og overnatningsmuligheder. Omkring bygningen er der blevet etableret udeværksted. Mellem de to bygninger har man etableret en stor aflukket terrasse kaldet basecampen, hvor dele er overdækket.

Alle er velkomne på lege- og aktivitetspladsen

Omkring hytten er der anlagt en lege- og aktivitetsplads, der er åben mod gaden, og hvor forbipasserende er velkomne til at benytte aktivitetsmulighederne eller tage en pause i naturlige omgivelser.

Det er et projekt, hvor spejderne fra DDS Søndermark Gruppe har valgt at henvende sig til og inkludere en lang række andre brugere i stedet for, som mange foreninger, at lukke sig om sig selv og deres bygning. Hytten er således et aktiv, som kommer hele lokalområdet til gode.