x

Nærtliggende krat er blevet omdannet 

Mellem landsbyerne Skanderup og Hjarup, nær Kolding, ligger Skanderup-Hjarup Forbundsskole. Skolens største udfordring var tidligere at aktivere skolen og lokalområdets ’tweens’, som er aldersgruppen 10-13 år. En anden udfordring var at integrere udearealerne i den daglige undervisning.

Med dette projekt  har skolen med et nyt 'supermøbel' omdannet et nærtliggende krat til udeskole og bevægelseslaboratorium for skolens elever. Visionen var at skabe et attraktivt aktivitetsområde med en iboende foranderlighed og fleksibilitet. Det skete ved at benytte både færdige, genbrugte og uafsluttede moduler, som kan udbygges og forandres gennem den daglige brug og undervisningspraksis.   

Et alsidigt supermøbel

Gennem involverende designprocesser bidrog elever og lærere aktivt til udvikling af laboratoriet, som blev opbygget ved hjælp af de kvaliteter, der var naturligt i området. Laboratoriet tager afsæt i børnenes ønsker og behov og motiverer dermed til mere leg og bevægelse.
 
Konkret består projektet af et simpelt og råt 165 kvadratmeter 'supermøbel' med platforme, overdækning, trapper og skur med basale rekvisitter til brug for både leg, bevægelse og undervisning. Udearealerne kan bruges som undervisningsrum i fx dansk, matematik, idræt og sløjd af skolens lærere. Bygningen er etableret som et nyt rum i skellet mellem krat, boligområder og boldbaner og fungerer på denne måde som bindeled og naturligt midtpunkt for området.