Startskud for nyt liv i ældre landbrugsejendomme i Nørhald Kommune

4. marts 2003

En nedlagt firlænget bondegård i landsbyen Vestrup skal danne forbillede for en mere alsidig udnyttelse af ældre landsbrugsejendomme. Bag projektet står Fonden Realdania, som i et tæt samarbejde med Nørhald Kommune og Randersegnens Boligforening er gået sammen om et projekt, der skal omdanne udtjente landsbrugsejendomme til nye boliger. Udover at skabe tidssvarende boliger i de gamle produktionsbygninger er ideen at skabe nyt liv i landsbyen.

Realdania har bevilget 7 mio. kr. til gennemførelsen af det vidtrækkende byggeprojekt i Nørhald Kommune. Projektet tager udgangspunkt i, at mange ældre landbrugsejendomme ikke længere er produktionsgårde, og at der på samme tid er mangel på boliger. Ikke mindst i områder, som ligger tæt på de større byer.

I samarbejde mellem Nørhald Kommune og Randersegnens Boligforening er det planen at indrette 14–16 boliger i en nedlagt landbrugsejendom i landsbyen Vestrup. Bygningerne skal stå indflytningsklar ultimo 2005. Nørhald Kommune vil samtidig udarbejde en langsigtet plan for at skabe nyt liv i landsbyen. 

Nørhalds borgmester Anders Buhl Christensen er særdeles glad for, at Realdania vil være med til at realisere projektet, som uden medvirken fra Randersegnens Boligforening og Realdania næppe var blevet en realitet.

Alsidig brug af ældre gårde

Med støtten fra Realdania kan Nørhald Kommune nu realisere sin vision om at forvandle det gamle gårdanlæg til et midtpunkt for nyt liv i landsbyen, der er smukt beliggende ned til Randers Fjord:

”Vi tror på, at en mere alsidig udnyttelse af de gamle bøndergårde kan redde nogle af de gamle gårde og skabe nyt liv i de hensygnende landsbyer. Derfor har Nørhald Kommune taget initiativ til et demonstrationsprojekt, hvor vi i samarbejde med landsbyens beboere, Randersegnens Boligforening og Realdania kan være med til at realisere idéen.

Vi har hele tiden for øje, at løsningen skal være økonomisk bæredygtig, for det er umuligt at placere kommunale og private støttekroner i alle vore ældre landbrugsejendomme. Derfor skal projektet også være med til at give os nogle erfaringer med at investere i de bedste af de gamle bøndergårde” siger Nørhalds borgmester Anders Buhl Christensen.

”Boligforeningerne har bevæget sig fra kun at investere i de større byer til også at bygge i mindre skala i de små byer. Men de har hidtil ikke løftet boligsociale opgaver i landsbyerne. Her er der behov for boliger til unge men også til ældre, som f.eks. ønsker at flytte fra gården uden at skulle flytte fra landsbyen. Det er baggrunden for at Randersegnens Boligforening sammen med Nørhald Kommune står bag initiativet. Vores filosofi er, at de gamle bøndergårde kun kan bevares, hvis de anvendes til nye formål. Ellers er der ingen tilskyndelse til at vedligeholde dem” siger Forretningsfører Svend Aage Nielsen fra Randersegnens Boligforening.

Nye måder

Projektet lever op til alle Realdanias målsætninger om at finde nye måder at bruge landets ældre landbrugsejendomme på. Det er med til at bevare en vigtig del af landets bygningshistoriske arv og opfylder dertil Realdanias idé om, at historiske bygninger kan danne rammen om nye funktioner og nyt liv:

”De 7 millioner kroner til forvandlingen af landbrugsejendommen er et led i Realdanias langsigtede målsætning om at støtte projekter, som går foran og demonstrerer at mange af vores ældre, bevaringsværdige landejendomme kan bruges på nye måder. Vestrup viser med sit eksempel vejen for andre danske kommuner,” siger fondschef Carsten Kjær Sørensen.

Fondschefen understreger dog, at det ikke kun er projektets enestående demonstrationsværdi, som har fået Realdania til at støtte projektet:

”Det har bestemt også spillet en rolle, at projektet har et åbenlyst almennyttigt og socialt sigte – nemlig at tilføre landsbyen nyt liv”, siger Carsten Kjær Sørensen.

Fokus på genanvendelse og skabelse af nyt liv

Udviklingen i de sidste fire årtier har været hård ved mange af de gamle bøndergårde. Og en vigtig del af vores kulturarv er langsomt ved at forsvinde. Rationaliseringer i landbruget har gjort mange af de store bygninger overflødige. Og når bygninger ikke er i brug, kniber det også med vedligeholdelsen. Det positive er dog, at landdistrikterne oplever, at det igen er populært at bo på landet.

”Det er vores ønske at fokusere på mulighederne for en alsidig udnyttelse af gamle gårdbygninger – det kan være almene boliger eller andels- og ejerboliger, mindre gårdbutikker, overnatning for turister eller lokaler til foreningslivet, slutter borgmester Anders Buhl Christensen.”

Efter planen skal de ombyggede landbrugsbygninger være indflytningsklar ultimo 2005.

Yderligere oplysninger hos:
Fondschef Carsten Kjær Sørensen, Fonden Realdania, tlf. 70 11 66 66
Borgmester Anders Buhl-Christensen, tlf. 87 77 07 00
Forretningsfører Svend Aage Nielsen fra Randersegnens Boligforening, tlf. 86 41 56 11

{{ title }}

{{ description }}