x

Nyt liv i historisk firlænget gårdejendom

Pressemeddelelse 23. september 2005

Følgende pressemeddelelse er udsendt i samarbejde med Randersegnens Boligforening og Nørhald Kommune: Den næsten 250 år gamle firlængede Skødtgården i Vestrup er blevet restaureret og ombygget, så den nu indeholder 14 almene boliger. Hermed har en ellers nedslidt landbrugsejendom fået ny anvendelse til glæde for de familier, der gerne vil bo på landet. Restaureringen er gennemført som et demonstrationsprojekt, der bl.a. skal give inspiration til nye anvendelser af tidligere landbrugsejendomme. Randersegnens Boligforening er bygherre på projektet, der er blevet til i et samarbejde med Fonden Realdania og Nørhald Kommune, med Exners Tegnestue som arkitekter.

At bo på landet kan i sig selv være et fuldtidsjob, hvis det indebærer, at man skal vedligeholde en stor gårdejendom. Det kan være en af årsagerne til, at mange vælger at flytte til byen. Ombygning af bevaringsværdige landbrugsejendomme til almene boliger med moderne funktioner og indretning kan derfor være en måde at tiltrække nyt liv til landsbyerne. Så kan man blive gårdejer – på den moderne måde.

Målet med restaureringen og ombygningen af Skødtgården er dobbelt: På den ene side skal det demonstrere, hvordan man med gode renoveringsprincipper og moderne byggemetoder kan ombygge et historisk gårdanlæg med respekt for bevaringsværdier, så det svarer til et travlt familieliv. På den anden side skal den revitaliserede ejendom med sine nye beboere bringe nyt byliv til det lokale lillebysamfund i Vestrup. Skødtgården ligger på en perlerække langs landevejen med andre lignende firlængede gårde. Således er det ikke kun den enkelte gård, der bevares, men en tydelig og bevaringsværdig bystruktur.

Adm. direktør Flemming Borreskov, Realdania, siger i forbindelse med indvielsen: ”Projektet er et godt eksempel på, hvordan vi kan genanvende vores  bygningsarv og derved bringe den ind i fremtiden. Det, der var endt som en forfalden gårdejendom, kan nu igen blive omdrejningspunkt for livet i landsbyen”. Og han fortsætter: ”Desuden viser projektet, at det lader sig gøre at skabe en fornuftig balancegang mellem at bevare bygningens historiske kendetegn og at tilføre den nye kvaliteter.”
 
”Ombygningen af Skødtgården har været et rigtig godt projekt”, siger forretningsfører Svend Aage Nielsen, Randersegnens Boligforening. ”Interessen for at flytte ind i de nye lejligheder viser, at der er mange familier, som blot har ventet på, at der blev bygget landsbyboliger tilpasset travle familiemønstre. Succesen taget i betragtning er vi allerede begyndt at kigge os om efter andre lignende projekter, hvor gamle landbrugsejendomme kan ombygges til almene boliger”, afslutter han.

Borgmester Anders Buhl-Christensen, Nørhald Kommune, udtaler: ”Det har været et fantastisk projekt at være deltager i. Vi bevarer et stykke kulturhistorie, skaber liv i Vestrup og giver alle en mulighed for en almen bolig i helt unikke rammer. En stor tak til Realdania og Randersegnens Boligforening for et spændene og konstruktivt samarbejde.”

De 14 almene boliger er på mellem 88 og 120 m2, og alle lejlighederne er allerede udlejet. Indvielsen finder sted den 23. september med deltagelse af bl.a. borgmestrene fra de omkringliggende kommuner, de tidligere ejere af Skødtgården og præsident for Landbrugsraadet, Peter Gæmelke.

Yderligere oplysninger
Forretningsfører Svend Aage Nielsen, Randersegnens Boligforening, 8641 5611
Borgmester Anders Buhl-Christensen, Nørhald Kommune, 8777 0700
Projektleder Christian Andersen, Fonden Realdania, 7011 6666