x

Søetatens Pigeskole ligger i Nyboder i det gamle København. Ejendommen er tegnet af arkitekt Bernhard Seidelin i 1858 som en skole for søetatens pigebørn. Bygningen fungerede som pigeskole i knap ti år, og herefter blev ejendommen hjemsted for Søværnets Kadetskole.

Ejendommen er et usædvanligt helstøbt eksempel på historicismens kvalitets- og funktionsbevidste institutionsbyggeri og fremstår endnu med et væld af smukt udførte håndværksmæssige detaljer.

Realdania By & Byg købte ejendommen i 2003 for at sikre huset, der blev fredet i 1992.

I 2020 tog Realdania By & Byg fat på en omfattende restaurering af ejendommens indre. Ejendommen genåbnede i juni 2022.  

Søetatens Pigeskole er et typisk eksempel fra den tidlige historicistiske periode. De ensartede murflader, den regelmæssige facade-inddeling og den strenge symmetri kendetegner bygningen udefra. Og inde såvel som ude benyttes et væld af narrativer som trekantgavlen på bygningens facade og firpas-motivet, som udgør balusterværket på hovedtrappen. 

Aulaen

Fra hall’ens murede kuppelloft træder den besøgende ind i bygningens store aula, hvor en balkon løber hele vejen rundt i 1. sals højde. Det omkransende rækværk er et smukt træskærerarbejde, hvor hver søjle er enestående. Også den synlige tagkonstruktion er et stykke uovertruffent håndarbejde i mørkt træ. Vægpartierne prydes af gipsrelieffer af Thorvaldsen, og de tunge døre til de gamle klasselokaler er alle som én med sirlige profileringer. De håndværksmæssige detaljer og kvaliteten i materialerne gennemsyrer den gamle bygning fra yderst til inderst. 

Funktionsbevidst institutionsbyggeri

Søetatens Pigeskole er et eksempel på den spæde nationalstats funktionsbevidste institutionsbyggerier, hvor portnerbolig, vaskehus og lejligheder til lærerinder også var tænkt med. Gode arkitekter, gedigne materialer og kvalitet er kendetegnende for etatens byggerier. Bygningen står i dag som en repræsentant for den velvilje og det samfundssind, som prægede tiden. 

Arkitekt

Søetatens Pigeskole er tegnet af arkitekt Johannes Henrik Bernhard Seidelin (1820-1863).

Efter at have været i murerlærer kom Seidelin på Kunstakademiet i 1840, hvor han blev elev af G.F. Hetsch og senere M.G. Bindesbøll. Det var formentlig fra Bindesbøll, at han fik inspirationen til arbejdet med murstensornamentik.

Seidelins virke var i historicismens første fase, og sammen med arkitekt Herholdt var han foregangsmand for brugen af middelalderlige stilelementer.

Søetatens Pigeskole betegnes sammen med Helsingør Rådhus som Seidelins hovedværker, og ligesom mange af tidens arkitekter arbejdede han i både stor og lille skala - dvs. både i bygning og i interiør, og han tegnede således alt fra gravmonumenter og haveanlæg til lysekroner og standure.

Restaurering

Ved Realdania By & Bygs overtagelse af ejendommen i 2003 stod det klart, at den største udfordring var taget. Dele af det oprindelige tag lå endnu på sin plads, men andre steder var der i tidens løb blevet lagt tagpap ovenpå skifertag og inddækninger. 
Det nye tag blev lagt med et undertag og herover skiferplader i stil med de oprindelige. Alle ydre metaldækninger blev udført i zink, og skotrender blev udført i kobber, sådan som det også oprindeligt var blevet udført.

Bygningens indre fik i 2003 blot en mindre overfladebehandling, da ejendommen var i udmærket stand. 

I sommeren 2020 igangsatte Realdania By & Byg en omfattende restaurering af især det indre af Søetatens Pigeskole.
Alle overflader, tekniske installationer og de mange håndværksdetaljer har været under kærlig behandling. Især afrensningen af den hvide maling på aulaens murede vægge har haft en signifikant indflydelse på oplevelsen af rummet tillige med de genskabte klasselokaler i historicistiske farver. 

Hele ejendommen er i dag udlejet til et firma.