18 nye underværker på vej

30. marts 2017

Landet over syder og bobler det med projektidéer fra ildsjæle, der gerne vil skabe bedre rammer om fællesskab og livskvalitet lokalt. Nu kan 18 nye ildsjæleprojekter blive til virkelighed med støtte fra Realdanias kampagne, Underværker.

I København vil en beboerforening arbejde sammen med værestedet Kompasset om et nyt uderum og fælles faciliteter. Målet er at styrke naboskabet mellem hjemløse og beboere. 

På Midtfyn er Carl Nielsen Legepark i støbeskeen – et nyt uformelt og rekreativt mødested, som skal kombinere kulturhistorie og hverdagsliv og give det lokale fællesskab en saltvandsindsprøjtning.

Og nær Viborg skal en revitalisering og energieffektivisering af Skelhøje Købmandsgaard sikre, at den historiske bygning kan blive ved med at skabe aktivitet i lokalsamfundet som frivilligt drevet købmand.

Sådan lyder blot tre af de i alt 18 projektidéer, som nu bliver til virkelighed med støtte fra Underværker - Realdanias kampagne for ildsjæle i det byggede miljø.

Mødesteder og social inklusion i fokus
Overalt i landet knokler ildsjæle med at skabe mødesteder som ramme om aktiviteter og fællesskaber. Med at bevare og udvikle den lokale bygningsarv og traditionelle håndværk. Og med at skabe levende rum og faciliteter til f.eks. social inklusion. Med økonomisk støtte bidrager Underværker-kampagnen til, at passionerede ildsjæle kan gøre deres idéer til virkelighed.

”Det er altid en særlig glæde, når vi i Realdania kan være med til at bakke op om ildsjælenes indsats. De mange projektidéer vidner om sprudlende engagement, handlekraft og en stærk veneration for de lokalsamfund, som efterfølgende nyder godt af ildsjælenes hårde arbejde,” siger Christian Andersen, programchef i Realdania.

Han tilføjer: ”Det har været meget opløftende at gennemgå ansøgningerne, hvor mange udviser stor iderigdom, socialt ansvar og medborgerskab. I Realdania ser vi frem til at følge projekternes vej ud i virkeligheden.”

Et bedømmelsespanel bestående af en række markante ildsjæle, iværksættere og eksperter bistod Realdania med udvælgelsen. De 18 projekter er valgt blandt i alt 69 ansøgere og støttes samlet med godt 7,7 mio. kr.

Ildsjæle kan stadig søge
Realdanias kampagne Underværker har målrettet støttet ildsjælenes arbejde siden 2011 – tidligere med særligt fokus på bygningsarven, men nu med støtte til alle slags projekter i det byggede miljø. Med Underværker har Realdania samlet afsat 45 mio. kr. til at støtte op om frivillige projekter i det byggede miljø. Projekterne vælges i en løbende proces over det næste år, og potentielle ildsjæleprojekter kan derfor stadig nå at byde ind. For at komme i betragtning skal man beskrive sit projekt på www.underværker.dk og demonstrere opbakning fra andre ved at samle ’likes’. Når et projekt har mindst 200 ’likes’ går det videre til næste bedømmelsesmøde.

Se alle projekter på www.underværker.dk

  • Fyn:

    • Carl Nielsen Legepark, Nr. Lyndelse, Faaborg-Midtfyn Kommune Etablering af park med bl.a. friluftsscene, musikalske legeredskaber med Carl Nielsen-tema, legeplads, bålhytte mm. Målet er et uformelt, rekreativt mødested. Støttes med 500.000 kr.
    • Fristedet i Fattiggårdens Have, Svendborg Kommune Genopretning af og adgang til Fattiggårdens fredede have. Bevaring og vedligehold skal ske i samarbejde med socialt udsatte. Støttes med 350.000 kr.

    Jylland:

    Nordjylland:

    • Gudum Idræts- og Kulturhus, Aalborg Kommune Huset har været lokalt mødested i 70 år og skal nu sættes gennemgribende i stand og omdannes til et tidssvarende kulturhus med tilgængelighed for alle. Støttes med 600.000 kr.
    • Servicebygning i Nellemands Have, Sæby, Frederikshavn Kommune Etablering af servicebygning som del af et større projekt med etablering af faciliteter, der kan tiltrække et større og bredere publikum. Projektet omfatter overdækkede bord-bænke-sæt, toiletfaciliteter og grovkøkken. Støttes med 505.000 kr.

     Midt- og Vestjylland:

    • Den gamle Købmandsgaard – Pakhuset i Struer, Struer Kommune. Renovering og isolering af bygningen skal skabe gode arbejdsforhold og rammer for restaurering og bevaring af mindre erhvervs- og lystfartøjer i træ.  Støttes med 400.000 kr.
    • Naturhus Gjern Bakker, Silkeborg Kommune Multifunktionel naturfacilitet i Gjern Bakker. Visionen er et samlingssted for spejdere, familier, foreninger og skolen. Projektet omfatter gennemgribende renovering af spejderhus og etablering af ny bygning. Støttes med 640.000 kr.
    • Rum for alle i Skelhøje Købmandsgaard, Viborg Kommune Revitalisering og energieffektivisering af Skelhøje Købmandsgaard, så den fortsat kan fungere som lokalt drevet købmand og samlingssted i byen. Mere end 70 frivillige er tilknyttet købmandsgården. Støttes med 750.000 kr.

     Syd- og Sønderjylland:

    • Aktivt kulturhus Skovlund, Varde Kommune Et uudnyttet lokale i medborgerhus renoveres og indrettes til den lokale ungdomsklub og teaterforening. Målet er bl.a. at styrke de lokale fællesskaber. Støttes med 200.000 kr.
    • Aktivitetsspots i Varde Sommerland, Varde Kommune Flere såkaldte aktivitetsspots etableres i det tidligere Varde Sommerland. Projektet skaber rum til leg, læring og friluftsaktiviteter. Området bindes sammen af boardwalk og særlige indgangsportaler. Støttes med 625.000 kr.
    • Postgården i Gram – rum til udfoldelse, Haderslev Kommune Renovering og omdannelse af tidligere posthus til forsamlingshus midt i Gram. Målet er et samlingssted for ildsjæle, erhvervsliv og foreninger med værksteder, arrangementer og udstillinger. Støttes med 500.000 kr.

    Østjylland:

    • Aarhus Fremads kulturblanding, Aarhus Kommune Ny tribune skal være ramme om folkekøkken, galleri og sociale aktiviteter, der tiltrækker nye målgrupper, især fra lokalområdets boligområder. Støttes med 300.000 kr.
    • Gun School, Aarhus Kommune At gøre det nemmere for lokalsamfundet at benytte den kulturelle platform Institut for (X) i Aarhus K som læringsmiljø ved at etablere lærerværelset Gun School til organisering af undervisningsforløb. Støttes med 400.000 kr.

       

    • Overdækning af showområde, Aarhus Kommune BLOCK er et trænings- og showområde for performanceart og cirkus i Gellerup. En overdækning af stedets eksisterende containerstruktur skal gøre stedet mere brugervenligt og uafhængigt af vejr. BLOCK er ét af tre projekter i det nye kreative kvarter, Instant City. Støttes med 150.000 kr.

    Sjælland/København:

    • Fra busvendeplads til cykellegeplads, København S En tidligere busvendeplads forvandles til nyt byrum med cykellegeplads for lokale beboere på tværs af boformer på Amager. Støttes med 500.000 kr.
    • Impact Farm, København N. Videreudvikling af vertikal, hydroponisk farm, der skal samle folk om at dyrke grønt gennem alternative dyrkningsmetoder. Farmen skal flyttes til en permanent placering, og erfaringer fra en pilotprojektperiode implementeres i konstruktionen. Støttes med 500.000 kr.
    • Naboskab med hjemløse, København NV At åbne Kompasset, en rådgivningstjeneste for hjemløse migranter, mod nærmiljøet. Projektet omfatter nyt uderum og fælles faciliteter for hjemløse brugere og den lokale beboerforening. Støttes med 100.000 kr.
    • Pumpestationen – design og kultur, København V Det kreative fællesskab, der findes i Designerspace i en gammel pumpestation, skal styrkes gennem renovering af den gamle værkstedshal. Hallen er ideel som ramme om bl.a. udstillinger, markeder og teater. Støttes med 200.000 kr.
    • Turning Tables Studier, København N. Ombygning af NGO Turning Tables’ lokaler i Verdenskulturcentret til musikstudie, som styrker udsatte unge gennem kreativt arbejde med foto, film og musik. Dertil mobilt lydstudie, der kan styrke udsatte unge i hele landet. Støttes med 500.000 kr.

  • Interesserede ildsjæle kan fortsat – frem til udgangen af 2017 - søge kampagnen om støtte ved at oprette en elektronisk projektansøgning på www.underværker.dk og dernæst demonstrere projektets lokale forankring ved at få mindst 200 til at vise deres opbakning på hjemmesiden. Når mindst 200 har tilkendegivet, at de støtter projektet, går det videre til kampagnens bedømmelsesudvalg. Her sidder:

    • Kristian Krog, kulturel iværksætter, Den ny Maltfabrik
    • Maria Kavita Nielsen, direktør i den socialøkonomiske virksomhed Mind Your Own Business
    • Signe Wenneberg, forfatter, klimaaktivist og kommunikationsrådgiver
    • Rune Kilden, iværksætter og byudvikler
    • Søren Hermansen, leder af Energiakademiet på Samsø
    • Christian Andersen, programchef i Realdania
    • Jens Böhme, sekretariatschef i Realdania

    Den endelige beslutning om tildeling af støtte foretages af Realdanias direktion.

Kontakt

Pia Møller Munksgaard
pressechef i Realdania
tlf. 29 69 52 49

{{ title }}

{{ description }}