Bygningsarvens ildsjæle hyldes med landsdækkende festival

15. september 2015

Danmarks ildsjæle sprudler af opfindsomhed. Med en perlerække af arrangementer fejrer Realdanias Underværker-kampagne ildsjælenes indsats og potentiale. Samtidig lanceres en ny mulighed for at søge om støtte til frivillige projekter med bygningsarven som udgangspunkt. Kulturminister Bertel Haarder åbner festivalen, der finder sted den 23. til den 27. september med startskud i København.

Høstfest, koncerter og børnecirkus. Og et stort fagligt og festligt arrangement i Bygningskulturens Hus i København. Det er blot nogle af de i alt 17 arrangementer, som løber af stablen den 23. til den 27. september over hele landet som del af en storstilet ildsjælefestival.

Realdanias Underværker-kampagne står bag festivalen, som sætter fokus på ildsjælenes potentiale og inviterer til faglig dialog.

Kulturminister Bertel Haarder siger:
”Danmark er bygget af ildsjæle. Det er dem, der skaber det Danmark, vi kender: Højskole-Danmark, frivillig-Danmark og ikke mindst forenings-Danmark. Med projektet ”Underværker, Bygningsarvens ildsjæle” gør Realdania det lettere for ildsjælene at føre deres ideer ud i livet. Det er et initiativ lige efter mit hoved.”

Gennem to ansøgningsrunder støtter Underværker frivillige projekter, som skaber liv og aktiviteter i bygningsarven, og det er en række af kampagnens tidligere støttede ildsjæleprojekter, som nu inviterer lokalsamfundet indenfor. Ildsjælefestivalen markerer også, at det fra den 23. september igen er muligt at søge støtte til ildsjæleprojekter, der styrker og udvikler bygningsarven.

”Ildsjælenes betydning for deres lokalsamfund kan ikke overvurderes. Med ildsjælefestivalen og kampagnen Underværker vil vi gerne hylde denne indsats, sætte det frivillige potentiale på dagsordenen og inspirere ildsjæle i hele landet til at skabe nye underværker,” siger administrerende direktør Jesper Nygård, Realdania.

Festivalens startskud lyder ved et stort fagligt og festligt arrangement i Bygningskulturens Hus i København. Kulturminister Bertel Haarder er hovedtaler på arrangementet, der byder på faglige indlæg, inspiration fra ildsjæle og giver mulighed for at stille spørgsmål til kampagnen og møde bedømmelsesudvalget.

Læs mere om kampagne, festival og tilmelding på www.undervaerker.dk

  • Find uddybende information om de enkelte arrangementer på www.undervaerker.dk.

    Bornholm

    Søndag d. 27/9 kl. 9-14: Fejring i Nyker, Rønne
    Der inviteres til indvielse af det nye bibliotek og lokalhistoriske arkiv.

    Fyn

    Torsdag d. 24/9 kl. 18.30-21.30, lørdag d. 26/9 kl. 12-15 og søndag d. 27/9 kl. 15: Åbent hus i Magtenbølle Enggård, Vissenbjerg
    Åbent Hus i restaureret sulelænge og bustur til lokalområdets fælleshaver.

    Sjælland

    Onsdag d. 23/9 til søndag d. 27/9 kl. 20 hver aften: Fem arrangementer i KoncertKirken, København
    Klassisk og tidlig musik, dans, rock, pop og jazz ved unge musikere.

    Fredag d. 25/9 kl. 16: Åbent hus i Makvärket, Regstrup, Holbæk
    Rundvisning i det gamle teglværk og præsentation af projektet, snacks og artistiske indslag.

    Lørdag d. 26/9 kl. 12-22: Høst og honning på KW3, Østerbro, København
    Kom til høstfest og fremvisning af KW3 – en gammel villa, som skal være fremtidens kulturhus.

    Lørdag d. 26/9 kl. 13-16: Åben Grusgrav, Ølsted
    Gåtur og plukning af havtorn i grusgraven, mad og undervisning i linedans.

    Jylland

    Onsdag d. 23/9 kl. 17-19: Oddergrisen vender tilbage, Odder
    Se Oddergrisens styrvogn og hør om dens historie og ildsjælenes projekt.

    Fredag d. 25/9 kl. 15-23: Kulbroen SHOW-OFF, Aarhus
    Konference om den kreative industris potentiale, musik og installationer ved Kulbroen.

    Fredag d. 25/9 kl. 16.30-22: Åbent hus hos Hagges Music Pub, Tønder
    Oplev husets historie og hør om ildsjælenes renoveringsplaner.

    Fredag d. 25/9 kl. 15-20: Åben Bypark, Thise, Roslev
    Se byparken og hør ildsjælene fortælle om projektet og de nye aktivitetsmuligheder.

    Lørdag d. 26/9 kl 13-17: Perleøernes ildsjæle, Roslev
    Show med artistbørn, kulturelle indslag og indvielse af ombygningen af det tidligere mejeri nu kaldet Cirkusfabrikken.

    Lørdag d. 26/9 kl. 10-14: Indvielse af Højer Vandtårn, Højer
    Fejring af omdannelsen af Højer Vandtårn til udsigtspunkt og samlingssted.

    Lørdag d. 26/9 kl. 9.30: Nimtofte Kulturhusforening, Nimtofte
    Hør om projektet, om det tidligere mejeris historie og bygningskultur og deltag i mini-fremtidsværksted.

    Søndag d. 27/9 kl. 13-16: Elstrup Mølle indvier forsamlingslokale, Nordborg
    Åbning af aktivitets- og forsamlingslokale med fællesspisning og rundvisning.

    Søndag d. 27/9 kl. 14-18: Klostermølle i Gudum er arbejdsklar
    Præsentation af projektet i ord og sang, folkedans, kaffe og kage, pandekagebagning mm.

    Søndag d. 27/9 kl. 10-17: Høstfest og fælles kulturløft i Albøge
    Høstfest med musik, mad, fællessang og præsentation af projektet.

  • Tilmelding senest fredag d. 18. september til info@undervaerker.dk.

    Se det fulde program på www.undervaerker.dk.

    Program

    13.00 Ankomst og pandekager i gården

    13.30 Velkommen

    13.40 Ildsjælene er kulturens dynamo v/Kulturminister Bertel Haarder

    14.00 Underværker: En ny ansøgningsrunde til ildsjæle v/Christian Andersen, programchef i Realdania og Kirstine Cool, sekretariatsleder for Underværker.

    14.20 Råd til frivillige v/Vibe Klarup Voetman, formand for Frivilligrådet

    14.40 Write-A-House: Inspiration fra Detroit v/Francis Grunow

    15.05 Sejerø Havneband spiller op

    15.30-18.15 Workshops i 4 spor: Stil spørgsmål til dit projekt // Mød bedømmelsesudvalget // Krog i kommunerne // Oplev Write-A-House // Pitch dit projekt // Tag del // Skab mere borgerlyst // Fra ildsjæl til iværksætter // Tre Underværker //.

    18.30 Fælles Folkekøkken og musik i gården v/Københavns Fødevarefællesskab/Økokalaset og Sejerø Havneband

  • Læs mere om kampagnen og se alle de udvalgte projekter fra første ansøgningsrunde på www.underværker.dk.

    Realdania har afsat i alt 30 mio. kr. til over en treårig periode at støtte op til 50 projekter og skabe formidling og netværksaktiviteter over hele landet.

    Kampagnen består af følgende aktiviteter:
    - To ansøgningsrunder hvor ildsjæle kan søge om støtte til deres projekter. Første ansøgningsrunde er afsluttet. Anden og sidste ansøgningsrunde offentliggøres den 23. september 2015 i forbindelse med ildsjælefestivalen.
    - Facilitering af netværk og økonomisk støtte til samarbejde mellem ildsjæle og fem kommuner.
    - En Facebookside med nyheder fra kampagnen og mulighed for at stille spørgsmål til kampagnesekretariatet.
    - En hjemmeside – www.underværker.dk - med inspiration, netværk og viden.

{{ title }}

{{ description }}