Ny håndsrækning til Danmarks ildsjæle

Pressemeddelelse

7. april 2016

I dag lyder startskuddet til en ny ansøgningsmulighed for alle ildsjæle, der arbejder frivilligt og passioneret med at udvikle nye rammer om fællesskab og aktiviteter i deres lokalsamfund. Nu har Realdania afsat 45 mio. kr. til at bakke op om ildsjælenes store indsats over de næste to år med kampagnen Underværker.

Ildsjæle skaber underværker
Overalt i landet knokler tusindvis af ildsjæle for det, de brænder for, og sammen udvikler de nyt liv, nye aktiviteter og nye mødesteder. Ildsjælenes engagement skaber stolthed, sammenhold og livskvalitet og fører til varige og bæredygtige forandringer i de lokalsamfund, som ildsjælene er en del af. 

Med opbakning i form af inspiration, faglig viden og økonomisk støtte til en meget lang række ildsjæleprojekter har Realdania målrettet støttet frivillig skabertrang siden 2011. Nu bygger kampagnen Underværker videre på de gode resultater med en åben invitation til alle, der arbejder frivilligt og passioneret for at skabe livskvalitet i det byggede miljø. 

Det kan være nye eksperimenterende løsninger for bæredygtigt byggeri. Udvikling af nye rammer om sociale aktiviteter og for dem med særlige behov. Gamle bygninger, som indrettes til nye formål. Eller helt nye steder, som skabes med det lokale fællesskab for øje – både i byen og på landet. 

”Det er så livsbekræftende at se, hvordan ildsjælene med initiativ, kreativitet og engagement udvikler idéer, der hver på deres måde og for små midler forbedrer det byggede miljø og skaber glæde og udvikling lokalt. Derfor ønsker vi, at bakke yderligere op om ildsjælenes indsats - og det gælder alle, der arbejder for at skabe underværker, både gennem nybyggeri og med udvikling af eksisterende rammer,” siger Christian Andersen, programchef i Realdania. 

Nye projekter søges
Realdania har afsat 45 mio. kr. til konkret projektstøtte. Projekterne vil løbende blive udvalgt blandt de ansøgninger de oprettes på www.underværker.dk over de næste to år. Samlet forventes op til 80 store og små projekter at modtage støtte fra kampagnen Underværker. 

Interesserede ildsjæle kan søge kampagnen ved at oprette en elektronisk projektansøgning på kampagnens hjemmeside www.underværker.dk.

  • Om kampagnen
    Realdanias har målrettet støttet ildsjælenes arbejde siden 2011. Senest med særligt fokus på bygningsarven, men nu igen med støtte til alle slags projekter inden for det samlede byggede miljø, som er Realdanias strategiske fokus.
     

    Der igangsættes en ny mulighed for støtte til realisering af ildsjæleprojekter over de næste to år. Projekterne vi løbende blive udvalgt blandt ansøgninger oprettet på www.underværker.dk. De udvalgte projekter offentliggøres løbende på hjemmesiden og i pressen. 

    Interesserede ildsjæle kan søge kampagnen ved at oprette en elektronisk projektansøgning på kampagnens hjemmeside www.underværker.dk og dernæst demonstrere projektets lokale forankring ved at få mindst 200 til at vise deres opbakning på hjemmesiden. Når mindst 200 har tilkendegivet, at de støtter projektet, er det sikret at gå videre til bedømmelsesudvalget. 

    Der udtages også projekter til bedømmelse, som på særlig vis har markeret sig, selvom de ikke nødvendigvis har 200 støttetilkendegivelser. #Underværkerprisen gives til disse projekter, der udmærker sig ved en særlig interessant eller perspektivrig idé - har en nytænkende organisation - skaber en ekstraordinær billedside - udviser særlig kreativitet og begejstring i kommunikation om projektet - eller som på anden måde gør en særlig indsats, der kan inspirere andre. 

    Alle projektansøgninger bliver vurderet løbende af et bedømmelsespanel bestående af:

    • Kristian Krog, kulturel iværksætter, Den ny maltfabrik
    • Benedikte Marie Kaalund, leder af foreningssekretariatet, Coop og frihedselskende frivillig
    • Signe Wenneberg, forfatter, klimaaktivist og kommunikationsrådgiver
    • Rune Kilden, iværksætter og byudvikler
    • Søren Hermansen, leder af Energiakademiet på Samsø
    • Christian Andersen, programchef i Realdania
    • Jens Böhme, sekretariatschef i Realdania


    Den endelige beslutning om tildeling af støtte foretages af Realdanias direktion.

Kontakt

Christian Andersen, programchef i Realdania
tlf. 29 69 52 16

{{ title }}

{{ description }}