Ny kampagne støtter bygningsarvens ildsjæle

7. oktober 2014

De er både unge og gamle, og de har vidt forskellig baggrund. Overalt i landet knokler frivillige ildsjæle for at stable projekter på benene, som skaber lokale fællesskaber og varige forandringer. Nu iværksætter Realdania kampagnen ’Underværker – bygningsarvens ildsjæle’, der skal hjælpe ildsjæle med at gøre deres idéer til virkelighed.

Underværker sker ikke af sig selv

Et forsamlingshus omdannet til ungdomsteater og musicalskole for områdets børn og unge. Landsbyens nedlagte købmandsforretning forvandlet til lokalt forankret socialøkonomisk virksomhed. Og en nedlagt biograf, der er genopstået som lokalsamfundets mødested efter 25 års tornerosesøvn. Det er blot et par eksempler på, hvad der kan ske, når frivillige ildsjæle går sammen om en projektidé og stædigt bliver ved, til den er ført ud i livet.

Realdania har gennem en årrække målrettet støttet ildsjælene i det byggede miljø og derigennem modtaget en strøm af projektidéer fra frivillige borgere, der ønsker at nytænke eller istandsætte bygninger.

Nu skal en ny kampagne igen støtte op om de mange ildsjæles indsats. Kampagnen ’Underværker – bygningsarvens ildsjæle’ har 30 millioner kroner at gøre godt med, og målet er at støtte mere end 50 ildsjæleprojekter over de næste tre år. Som noget nyt skal kampagnen også bidrage til at øge kommunernes strategiske fokus på frivillige ildsjæl

”Gennem de år, vi har støttet ildsjælene i det byggede miljø, har vi oplevet en verden af passion, idérigdom og fællesskaber. Det er folk, der ikke vil sidde med hænderne i skødet og vente på, at tingene sker af sig selv. Og de resultater, som skabes gennem ildsjælenes lokale engagement, fører til varige og bæredygtige forandringer til gavn for hele lokalsamfundet,” siger programchef Christian Andersen, Realdania.

Vil skabe et bedre samspil mellem ildsjæle og kommune

Realdanias samarbejde med ildsjælene har vist, at ildsjælenes potentialer kan fremmes ved et styrket samarbejde mellem ildsjæle og kommune. Derfor indeholder kampagnen ’Underværker – bygningsarvens ildsjæle’ også tiltag til at få kommuner og ildsjæle smedet sammen.

”I de kommuner, hvor der er et stærkt samarbejde mellem ildsjæle og kommune, er det til gavn for begge parter. Kommunerne er en central sparringspartner for ildsjælene - og derfor giver det god mening at styrke samarbejdet gennem en fokuseret, strategisk indsats,” siger Christian Andersen

I løbet af kampagneperioden vil der derfor blive etableret samarbejder mellem ildsjæle og op til fem kommuner med realiseringen af konkrete ildsjæleprojekter som omdrejningspunkt. Målet er at vise nye veje til god dialog og sparring mellem ildsjæle og kommuner.

Find din indre ildsjæl

For at inspirere ildsjæle og folk, der arbejder professionelt med at skabe gode betingelser for ildsjæle, udgiver Realdania i forbindelse med kampagnen publikationen ’Underværker – når ildsjæle bygger’. Den formidler erfaringer fra projekter, der tidligere har fået støtte fra Realdania, og stiller skarpt på den bredere, samfundsmæssige betydning af ildsjælenes projekter

Læs mere på hjemmesiden www.underværker.dk, hvor der også findes oplysning om, hvordan man søger støtte til projekter.
  • Realdania har afsat i alt 30 mio. kr. til over en tre-årig periode at støtte mere end 50 projekter og skabe formidling og netværksaktiviteter over hele landet.

    Kampagnen støtter desuden op til fem samarbejdsprojekter mellem ildsjæle og kommuner: Projekter, der kan vise nye veje til god dialog mellem ildsjæle og kommuner og give eksempler på, hvordan kommunerne kan skabe gode rammer for ildsjælenes arbejde.

    Læs mere om, hvem der kan søge støtte, fristen for ansøgning og mange flere detaljer på www.underværker.dk

    Dansk Bygningsarv er sekretariat for kampagnen.

  • •    To ansøgningsrunder hvor ildsjæle kan søge om støtte til deres projekter
    •    Økonomisk støtte til mere end 50 ildsjæleprojekter
    •    Økonomisk støtte og netværk til øget samarbejde mellem ildsjæle og tre-fem kommuner
    •    Åbent hus på tidligere støttede projekter, hvor ildsjæle kan høre om, hvordan man gør sin idé til virkelighed og få vejledning i, hvordan man søger støtte
    •    En Facebookside med nyheder fra kampagnen og mulighed for at stille spørgsmål til kampagnesekretariatet
    •    En hjemmeside med inspiration, netværk, viden og mulighed for at søge støtte: www.underværker.dk

    Læs mere på www.underværker.dk

{{ title }}

{{ description }}