Europas mest avancerede p-anlæg klar i Aarhus i 2014

26. marts 2013

Lige nu monteres 13.000 m2 hylder til de cirka 1000 biler, der bliver plads til i det fuldautomatiske p-anlæg, som ligger i kælderen under Dokk1 på Aarhus Havn. Anlægget leveres og installeres af det tyske
firma Lödige Systems GmbH og er en del af byudviklingsprojektet Urban Mediaspace Aarhus.

Der er snart ikke meget tilbage af det store hul, der indtil nu har udgjort kælderen til Dokk1. Hullet er godt på vej til at blive fyldt af de mange hyldemeter opbygget af galvaniseret stål og betonelementer, som udgør reolsystemet i Aarhus’ første – og Europas største – automatiske p-anlæg.


P-anlægget bliver opført af Aarhus Kommune i partnerskab med Realdania og Realdania Byg. Der er tale om et automatisk p-anlæg, som har en række fordele frem for traditionelle p-anlæg – ikke mindst for brugerne af anlægget.


Som bilist slipper man for at bevæge sig rundt i en mørk, ildelugtende parkeringskælder. I stedet afleverer og henter man sin bil i et oplyst og trygt miljø med udkig til byen og vandet. Bilisten skal blot køre bilen ind i én af anlæggets 20 elevatorkabiner og parkere den på elevatorplatformen. Så sænker elevatoren bilen ned under jorden og transporterer den hen til en ledig parkeringshylde. Når bilisten skal bruge sin bil igen, indsætter man parkeringsbilletten i en automat, og elevatorsystemet henter så bilen frem igen i løbet af 2-3 minutter.


Set i et byudviklingsperspektiv har et automatisk p-anlæg også en klar fordel i forhold til et traditionelt p-anlæg. Et automatisk p-anlæg udnytter nemlig pladsen bedre, fordi etagehøjden kun er cirka det halve af højden i en traditionel p-kælder. Dermed har et automatisk panlæg langt større kapacitet og kan rumme mange flere biler på samme plads.


Netop i en by som Aarhus, hvor parkeringsbehovet i midtbyen er stort, giver det god mening at optimere p-løsningernes kapacitet. Det har da også været en mission for projektet at vise vejen for fremtidens storbyparkering og sætte nye standarder for brugervenlighed, arkitektonisk kvalitet og rationel pladsanvendelse. Alt i alt viser det automatiske p-anlæg nye måder at integrere parkeringspladser i byen, så der bliver mere plads til mennesker og byliv i byrummene.


Borgmester Jacob Bundsgaard glæder sig til det nye p-anlæg står færdigt: ”Det er en kæmpe gevinst for byen, at vi på den nye, pulserende havnefront får Europas mest avancerede p-anlæg. Det er let og trygt – og man slipper for at skulle kante bilen på plads i mørke p-kældre.”


”Parkeringspladserne i tilknytning til Dokk1 er med til at sikre, at antallet af p-pladser følger med byens vækst, og de 1.000 nye parkeringspladser ved Dokk1 bidrager stærkt til, at antallet af offentlige tilgængelige parkeringspladser i midtbyen bliver øget i de kommende år. Det bliver spændende at følge det automatiske panlæg, og jeg håber, at vi kan bruge erfaringerne, når vi fremover laver p-anlæg,” siger rådmand for Teknik og Miljø Bünyamin Simsek.


"Det nye moderne p-anlæg bliver en kæmpe gevinst for hele byen. Aarhus mangler centrale parkeringspladser. At vi får Nordeuropas største automatiske p-anlæg midt i centrum, vil give liv til Dokk1,
men vil også gavne butikker og handlende i midtbyen," siger rådmand for Kultur og Borgerservice Marc Perera Christensen.


Projektchef i Realdania Byg Peter Fangel Poulsen udtaler: ”Den fuldautomatiske p-løsning er relativt dyr sammenlignet med traditionelle p-anlæg. Men anlægget skal give overskud på andre bundlinjer end den rent økonomiske. Med p-anlægget erstatter vi en masse overfladeparkering på gader og pladser, så borgere og besøgende i Aarhus får mere plads til at udfolde sig. Samtidig skaber vi et eksempelprojekt, som arkitekter, ingeniører og andre kommuner kan lade sig inspirere af for at skabe parkeringsløsninger, der er velintegrerede i byen og en kvalitetsoplevelse for brugerne. På den måde afspejler projektet en vigtig del af Realdania Bygs mission, nemlig at udvikle markante nye byggerier, der skaber nye kvaliteter i
det byggede miljø og viser nye veje for byggeindustrien.”


Baggrund
Det fuldautomatiske p-anlæg bliver bygget i forbindelse med opførelsen af Dokk1 på den sydlige havnebastion ud for Europaplads og åens udløb. Anlægget får plads til 1000 biler og kommer til at ligge
helt centralt i forhold til Aarhus Midtby. I kapacitet kan p-anlægget sammenlignes med p-huset i Bruuns Galleri, der rummer 900 biler. P-anlægget bliver langt det største af sin art i Danmark, hvor tre
tilsvarende anlæg med plads til ca. 300 biler er opført i København.

Realdania Byg A/S bidrager med 550 mio. kr. til etablering af panlægget. Når anlægget er færdigbygget, overtager Realdania Byg
ejerskabet. Securitas A/S skal stå for den daglige drift af anlægget.

Anlægget åbner efter planen i efteråret 2014.

{{ title }}

{{ description }}