Pas på med at gentage fortidens fejltagelser i udsatte boligområder

Pressemeddelelse

29. juni 2015

Følgende er et debatindlæg af programchef Astrid Bruus Thomsen, som blev bragt d. 29. juni på Danske Kommuners hjemmeside.

---

Som det fremgik i bl.a. Politiken d. 25. juni, vil Københavns Kommune investere en halv milliard kroner i en gennemgribende indsats for at give Tingbjerg et løft. Planen kombinerer sociale indsatser med et omfattende fysisk greb, så området i højere grad end i dag kan blive til en del af det øvrige København. 

Vi har i Realdania de senere år haft fokus på udsatte boligområder og deres sammenhæng med byerne, og jeg synes, det er glædeligt, at der sættes ind i Tingbjerg med så høje ambitioner. Jeg ser meget frem til at følge områdets udvikling. Jeg tror nemlig, det er vigtig at tage nye greb i brug, hvis det skal lykkes at løfte de udsatte boligområder. 

I mit arbejde med byudvikling i Realdania har det slået mig, at de helhedsplaner, vi typisk ser rullet ud i udsatte boligområder, er i fare for at gentage fortidens fejltagelser. Der er blandt forskere og praktikere en udbredt erkendelse af, at de udsatte boligområders udfordringer i høj grad skyldes et fejlslagent arkitektonisk projekt. Den modernistiske planlægning, der herskede i 1950’erne og 1960’erne, da de fleste af områderne blev bygget, hvilede på smukke idealer om lys og luft og gode boliger til alle. Men de hvilede også på én meget ensidig idé om det gode liv. Byggerierne blev opført i kæmpestor skala og på ganske få år. Det betød, at de fik et lukket og ekstremt ensartet udtryk både indadtil og udadtil. 

Min bekymring er, at de fysiske helhedsplaner i dag er udformet efter samme strategi. At vi med milliardinvesteringerne i områderne forsøger at skabe øjeblikkelige forandringer i ét hug og for en stor samlet beboergruppe. Og at vi dermed fastholder en ensidig antagelse om, at alle mennesker på områdeniveau har samme ønsker og behov.

Boligområderne administreres og finansieres på områdeniveau, og det er én af grundene til, at indsatserne også ofte holder sig inden for områdets grænser. Men administrative grænser er på mange måder kunstige grænser, som ikke afspejler en by i sin helhed og interaktionen mellem nabolag. 

Hvis man vil give plads til mangfoldighed og tiltrække forskellige beboergrupper, mener jeg, at det kræver, at man bryder området – og helhedsplanen – op i mindre dele. I stedet for at arbejde på områdeniveau kan man f.eks. gå ned på blok- og karréniveau. Man kan tænke på tværs af nabolag, eller man kan bearbejde kantzonerne til den omkringliggende by. 

Samtidig bør man i højere grad tænke et tidsperspektiv ind i helhedsplanerne. En længere tidshorisont vil give områderne mulighed for at ændre sig i et langsommere tempo og dermed over tid komme til at indeholde mange lag og aftryk af forskellige generationer, kulturer og sociale grupper. 

Jeg har ikke de endelige løsninger. Men i Realdanias projekt Boligliv i balance er tre faglige teams i øjeblikket ved at undersøge, hvad det er, der fastholder og reproducerer problemerne i udsatte boligområder, samt hvilke muligheder og barrierer, der findes for en positiv udvikling. Når resultaterne ligger klar i starten af 2016, håber vi på, at de kan supplere debatten med nye perspektiver og bidrage med konkrete idéer til indsatserne i de udsatte boligområder. 

Følg med i projektet Boligliv i balance på Forstaden.dk. 

{{ title }}

{{ description }}