Klimatilpasning af Lindevangsparken på Frederiksberg

Pressemeddelelse

12. juni 2014

Borgmester Jørgen Glenthøj inviterer til første spadestik i Lindevangsparken på Frederiksberg, hvor også miljøminister Kirsten Brosbøl er til stede samt repræsentanter for Frederiksberg Forsyning og VANDPLUS, Realdania, Lokale- og Anlægsfonden og Naturstyrelsen.

Lindevangsparken og byrummet Sløjfen bliver moderniseret, så både park og byrum kan optage og håndtere regnvand. Samtidig bliver der bygget elementer med leg og læring til gavn for de omkringliggende boligforeninger og Lindevangsskolen. Når parken står færdig vil den være up to date og koble by, skole og park sammen med rig mulighed for aktivitet, afslapning, leg og læring.

Første spadestik i Lindevangsparken
• Torsdag den 19. juni klokken 13.30 på plænen i Lindevangsparken.
Klimatilpasningen er finansieret af Frederiksberg Forsyning, Frederiksberg Kommune og VANDPLUS. Hele lokalområdet klimasikres samtidig med at parken og Sløjfen bliver moderniseret for i alt 29,3 millioner kroner.

Lindevangsparken udgør et grønt åndehul i det tæt bebyggede Lindevangskvarter i den vestlige del af Frederiksberg Kommune. Parken er fredet og kendetegnet ved at være en klassisk bypark, der både rummer aktive funktioner som boldbane, legeplads og soppebassin samt et stort plæneareal, der er populært til solbadning om sommeren. Da området ligger lavt vil den nye park og Sløjfen, kunne aflaste nærområdet for store regnmængder.
  • • Lindevangsparken er fra 1932 og er Frederiksberg Kommunes ældste, og med sine 33.000 m2 kommunens største park (Frederiksberg Have og Søndermarken tilhører staten og administreres af Slotte og Kulturejendomme). Lindevangsparken blev fredet i maj 1960.

    • VANDPLUS er et partnerskab mellem Lokale- og Anlægsfonden og Realdania i samarbejde med Naturstyrelsen. Tilsammen har de uddelt 11,8 millioner kroner til i alt fire projekter i hele Danmark. Projekterne skal vise, at det er muligt at gennemføre klimatilpasningsprojekter og samtidig skabe helt nye værdier for borgerne og byerne. Projekterne ligger på Frederiksberg, i Viborg, Gladsaxe og Solrød. (Læs mere på www.vandplus.dk)

    • Klimatilpasningen af Lindevangsparken består af fire elementer:
    - Kildens udspring ved Finsensvej: rensning af regnvand, læringsmiljø for skolen.
    - Grøftekanten langs Ved Lindevangen: regnbed med frugttræer samt læringselementer som målepæle, hoppesten og vandpumper.
    - Scenen midt på plænen: overløb af regnvand, forsinkelse og nedsivning af regnvand samt mulighed for dans, teater, og musik med mere samt udendørs læringsrum for Lindevangsskolen.

    Sløjfen mod Peter Bangs Vej: forsinkelse af regnvand til magasin og vandkunst, samt et nyt samlingspunkt for områdets beboere.

{{ title }}

{{ description }}