x

Vandets veje omkring Lemvig Sø skal kortlægges

Pressemeddelelse 12. november 2012

Hvor og hvordan løber vandet ned gennem den unikke ådal og ud i Lemvig Sø, når der kommer et kraftigt regnskyl? Og hvordan undgås skadelige oversvømmelser i Lemvig By, hvis klimaforandringer øger presset. Det er to af hovedspørgsmålene i en ny forundersøgelse.

Lemvig Kommune har i samarbejde med Lemvig Vand og Spildevand og Realdania sat en forundersøgelse i gang af vandets veje til og fra Lemvig Sø. Den skal give svar på, hvordan området omkring søen kan klimatilpasses.  

”Vandvejene omkring Lemvig Sø er et kompliceret system, der både påvirkes af regnvand fra oplandet, spildevand fra rensningsanlægget og højvande i Limfjorden. Det indgår samtidig i et byområde med mange lavtliggende ejendomme og en unik natur, der bruges og nydes af mange mennesker. En grundig forundersøgelse er derfor nødvendig, inden vi sætter de tiltag i gang, der skal ruste os til fremtidens klima”, siger direktør i Teknik & Miljø, Claus Borg, Lemvig Kommune.

 

Mere end klimatilpasning

Realdania er med til at finansiere forundersøgelsen.

”Vi håber, at forundersøgelsen kan vise nye veje og så passer det godt ind i Realdanias øvrige arbejde med klimatilpasning. Vi lægger vægt på, at der både landskabsarkitektonisk og rekreativt skabes ekstra værdi og nye muligheder, når der skal klimatilpasses omkring Lemvig Sø”, siger projektleder, Anne-Mette Gjeraa, Realdania. 

Vandet samles i småsøer og nye vandveje

I praksis løses opgaven af rådgivervirksomheden Orbicon, der først og fremmest skal svare på, hvordan regnvandet kan forsinkes i oplandet til Lemvig sø, og hvordan det undgås, at byens rørlagte afløb fra søen til Lem Vig bliver en flaskehals.  

”I dag er det nødvendigt ’at slå proppen i’ og lukke afløbet fra søen, når vandet står højt i fjorden. Det sker for at undgå at få saltvand ind i søen, men øger så i stedet presset på byens kloaksystem og arealerne omkring Lemvig Sø”, siger Claus Borg.

Da ådalen er fredet natur, skal vandeksperterne tænke i nye baner. Det kan eksempelvis være i form af småsøer og grønne korridorer, der indpasses i naturen og skaber både miljømæssige og rekreative værdier.

Forureningsproblemerne er medtænkt

Forundersøgelsen skal kobles sammen med igangværende projekter, hvor Lemvig Kommune forsøger at begrænse fosforudledningen i ådalen gennem en genslyngning af Skød Bæk, samt den nye spildevandsplan, der tager fat på problemerne med udslip af urenset spildevand til Lemvig Sø og Lem Vig. Forundersøgelsen ventes afsluttet i begyndelsen af næste år.

FAKTA

Finansiering

Realdania bidrager med 300.000 kr.

Lemvig Vand og Spildevand bidrager med 250.000 kr.

Baggrund

Baggrunden for projektet er et ønske fra både Lemvig Kommune og Lemvig Vand og Spildevand om at kunne gennemføre nødvendige klimatilpasninger på en intelligent måde, hvor tilpasningerne udføres i respekt for det meget karakteristiske landskab, og hvor potentialer for at binde tekniske, landskabsarkitektoniske og rekreative løsninger sammen udnyttes, så man ved at tænke i synergi opnår ekstra rekreativ kvalitet og værdi til glæde for borgerne.