x

Forslag til udvikling og effektivisering af byggeriets vidensystem

Pressemeddelelse 25. august 2005

En ny rapport leverer en bred vifte af initiativer til udvikling og effektivisering af byggeriets vidensystem. Rapporten tager udgangspunkt i de senere års diskussion af mulighederne for at byggeriets virksomheder i praksis kan anvende den viden, der udvikles hos videninstitutionerne. Realdania har støttet rapporten med 1 mio. kr.

Helt grundlæggende slår rapporten fast, at det samlede vidensystem kun kan effektiviseres ved både at fokusere på forbedring af den måde viden formidles på fra vidensinstitutionerne og ved samtidig at udvikle virksomhedernes evne og kapacitet til at finde og hjemtage viden.

Et andet hovedelement i handlingsplanen er, at forbedringer skal opnås gennem en udvikling af et egentligt marked for byggeinformation. Det er næppe i længden holdbart at information skal stilles gratis til rådighed som alment teknisk fælleseje. Det er rapportens opfattelse, at forventningerne om, at ydelsen altid er gratis, modvirker udviklingen af et større og mere velfungerede udbud af byggeinformation.

En lang række aktører fra byggeriets vidensinstitutioner, brancheorganisationer og virksomheder har kommenteret og diskuteret handlingsplanen undervejs i projektforløbet. I handlingsplanen indgår fire hovedindsatsområder:

  • Det første område vedrører mulighederne for at forbedre infrastrukturen for søgning af byggeinformation. Det handler blandt andet om at finde en struktur for ”mærkning” af byggeinformation, der gør den mere søgbar.
  • Dernæst skal der gives bedre adgang til byggeinformation, fx ved at udvikle nye informationsservices baseret på udnyttelse af mobiltelefon, computer eller andre teknologiformer.
  • Som et tredje punkt skal fokuseres på udvikling af metoder til at understøtte informationshåndtering, videnledelse og læring i byggevirksomheder. Der er også et helt grundlæggende behov for at opbygge mere viden om læringsbarrierer i virksomhederne.
  • Endelig er der behov for at se på udvikling af udbudssidens struktur. Der er mange udbydere og formidlere af viden, og i rapporten slås det fast, at der kan være behov for strukturelle ændringer, hvis der skal være ressourcer til at foretage den nødvendige udvikling. Det gælder især med hensyn til udvikling, der omfatter informationsteknologiske løsninger.

”Vi har med handlingsplanen fået et godt grundlag for den videre udvikling af byggeriets vidensystem. Det er nu nødvendigt, at alle byggeriets parter deltager i realiseringen af de forskellige forslag”, udtaler direktør Hans Peter Svendler fra Realdania og fortsætter: ”Fra Realdanias side vil vi navnlig lægge vægt på at ændringer i vidensystemet sker med respekt for udviklingen hen imod et mere industrialiseret byggeri. Og ikke mindst mener vi, det vil være gavnligt med en indsats for at styrke virksomhedernes evne til at hjemtage og anvende viden i praksis. Det bør være efterspørgslen efter viden, der driver udviklingen”.

Rapporten, der har titlen ”Byggeriets vidensystem oplæg til strategi og handlingsplan”, er udarbejdet af en arbejdsgruppe under ledelse af Tage Dræbye og med deltagelse af Jesper Kirkeskov, informationschef hos SBi, og Ph.D-studerende Mads Carlsen, Aalborg Universitet.

Handlingsplanen