x

Nyt liv i nedlagte gårdejendomme

Pressemeddelelse 18. august 2009

Skal liv og udvikling tilbage på landet, er der brug for nye initiativer på de tusindvis af danske gårdejendomme, som ikke længere bruges til landbrug. Realdania har derfor afsat 5 mio. kr. til et initiativ, der skal inspirere og hjælpe ejere af bevaringsværdige gårdejendomme med at nytænke brugen af deres bygninger.

Rustne bliktage, afskallede vinduer, revnede facader i bevaringsværdige ejendomme. Mennesketomt. Det ses alt for mange steder, når man kører igennem danske landsbyer og landområder.
 
Landbruget koncentreres i dag på færre og færre bedrifter, uden at de oprindelige ejendomme bruges til nye formål. I dag er mere end 60 mio. kvadratmeter landbrugsbygninger gjort overflødige i landbrugsmæssig sammenhæng, og omkring halvdelen af disse er potentielt bevaringsværdige.
 

Fra forfald til forretning

Initiativet har til formål at analysere og formidle muligheder for genanvendelse af funktionstømte gårdejendomme, og vise ejerne og omverdenen, hvordan bevaringsværdige bygninger i forfald kan forvandles til bæredygtige forretninger.
 
"Det gælder om at standse tabet af kulturhistoriske og arkitektoniske værdier på landet. Vi har hårdt brug for nytænkning og initiativer, der viser, hvordan forretning og bevaringshensyn kan gå hånd i hånd, så vi sikrer en bæredygtig genanvendelse af de funktionstømte og bevaringsværdige gårdejendomme. Derfor vil vi hjælpe ejerne med at aktivere nye ideer og forretningsmodeller, så vi kan vende den negative udvikling", fortæller Hans Peter Svendler, direktør i Realdania.
 

Gentænk gårdejendommene

Fra Bagenkop til Bjerringbro har iderige ejere allerede skabt nye initiativer, som sikrer nyt liv til området og bevaring af arkitektoniske perler. Turister, vindmøller, børnelejre og små vækstvirksomheder flytter ind.
 
"Vi kan konstatere, at mange af de gode ideer til løsningen af problemet allerede findes derude. Nu skal de analyseres og omsættes til konkret inspiration og værktøjer, så andre ejere kan komme videre med økonomisk bæredygtige løsninger," uddyber Hans Peter Svendler.

Yderligere oplysninger 

Direktør Hans Peter Svendler, Realdania, tlf. 70 11 66 66. 
Direktør Thomas Martinsen, Dansk Bygningsarv, tlf. 22 46 71 70, e-mail tm@bygningsarv.dk

Fakta

Dansk Bygningsarv A/S gennemfører i samarbejde med Dansk Landbrugsrådgivning Landscentret initiativet for Realdania.

Initiativet vil i løbet af efteråret sætte fokus på ejernes behov for viden. Der vil blandt andet være lokale workshops med gårdejere. I foråret 2010 lanceres en digital værktøjskasse, hvor ejerne kan finde inspiration, konkrete løsningsmodeller og vejledning om støttemuligheder mv.

Initiativet bygger videre på Realdanias kampagne "Bevaringsværdige gårdejendomme - nye anvendelsesformer" fra 2003-2004, som samlede 234 kreative forslag til at gentænke gårdene. 20 mio. kr. blev uddelt til at realisere de bedste projekter. Og de vil nu indgå i initiativet som gode eksempler for andre.