x

Realdania og FN's verdensmål

Vores seks filantropiske mål afspejler både globale, nationale og lokale udfordringer, hvor det byggede miljø spiller en rolle. Det drejer sig for eksempel om en mere bæredygtig udvikling for store og små byer og i byggeriet, om urbaniseringen og den ændrede demografi med flere ældre og enlige, som også medfører nye bosætningsmønstre og boligbehov.

Mange af udfordringerne, som vores filantropistrategi tager udgangspunkt i, deler Danmark med lande over hele verden, og vi
påvirkes direkte af andre landes udfordringer, særligt klimaforandringerne. Det er derfor vigtigt for vores livskvalitet, at den danske indsats bidrager til den globale indsats, der udtrykkes gennem FN’s verdensmål. Det kan ske ved at bidrage internationalt med bæredygtige løsninger inden for det byggede miljø, men også ved at hente gode løsninger hjem, der således forener samfundsudfordringer på globalt niveau med konkrete bidrag til bedre livskvalitet i Danmark.