1940’erne og 1950’ernes murede boligbyggeri skal fremtidssikres

Pressemeddelelse

29. januar 2013

Efterkrigstiden er en vigtig periode i dansk arkitektur. Det skyldes ikke mindst opførelsen af en lang række murede boligbyggerier med store arkitektoniske kvaliteter. I dag har mange af 1940’erne og 1950’ernes bygninger dog brug for modernisering og energioptimering, men renovering uden omtanke risikerer også at udvande den værdifulde, tidstypiske arkitektur. Realdania har igangsat en kampagne, der i samarbejde med Landsbyggefonden, Grundejernes Investeringsfond og Kulturstyrelsen sætter fokus på, hvordan kvaliteterne i 1940’erne og 1950’ernes murede boligbyggeri kan videreføres i fremtiden. Målet er at formidle viden, skabe netværk og udvikle nye løsninger til helhedsorienteret renovering under hensyn til det arkitektoniske.

Ved første øjekast forekommer efterkrigstidens murede boligbyggeri anonymt og hverdagsagtigt. Alligevel repræsenter byggeriet en unik epoke i dansk arkitekturhistorie, hvor Danmark blev internationalt foregangsland. Epoken kombinerer traditionsrigt murstenshåndværk med nye industrielle byggemetoder og er tegnet af arkitekter som Arne Jacobsen, Kay Fisker, Steen Eiler Rasmussen og C. TH. Sørensen som landskabsarkitekt. Kendetegnende for epoken er desuden et væld af mindre kendte arkitekter og tegnestuer og en stærk og visionær almen boligsektor. Det murede boligbyggeri er tæt forbundet med udviklingen af den moderne forstad og er en vigtig del af dens identitet. I dag står bygningerne overfor en række udfordringer:

”Det murede boligbyggeri har et stort potentiale for energioptimering. Men bygningernes udtryk er sårbare over for ændringer, og derfor bør sådan optimering ske under hensyn til de bærende arkitektoniske kvaliteter. Med denne kampagne ønsker vi at udvikle og formidle løsninger, hvor energirenovering og bevaring går op i en højere enhed.”, siger Lars Autrup, projektleder i Realdania.

Renoveringsmanual samler viden
Kampagnen skal skabe netværk og videndeling mellem forskellige fagligheder, og den skal formidle eksisterende og ny viden om helhedsorienteret renovering i en samlet manual:

”Der eksisterer allerede en række gode projekter og erfaringer, som er relevante for renoveringen af 1940’ernes og 1950’ernes boligbebyggelse. Kampagnen skal bidrage til videndeling og dialog og give adgang til samlet viden om renoveringsprocesser. Med renoveringsmanualen får alle involverede parter - fra bygherre til rådgiver, entreprenør, boligafdeling og beboer – viden, værktøjer og inspiration til at løse opgaven på bedste måde,” siger Søren Meyer, Udviklingschef i Grundejernes Investeringsfond.

Renoveringsmanualen udkommer desuden som pixi-bog, der opsummerer manualens vigtigste indhold. Pixi-bogen produceres så den kan bruges som et selvstændigt værktøj til at danne sig overblik over feltet og som introduktion og appetitvækker til den professionelle renoveringsmanual.

Energirenovering i pagt med arkitekturen
Som en del af kampagnen gennemføres et demonstrationsprojekt, som skal energirenovere en konkret etagebebyggelse i harmoni med arkitekturen. Målet er at skabe ny viden, nye løsninger og nye byggekomponenter, der nemt kan overføres til andre renoverings projekter og samtidig er til at betale:

”Demonstrationsprojektet viser nye veje til energirenovering af efterkrigstidens boligbebyggelser, som ikke ødelægger det arkitektoniske udtryk. Og vigtigst af alt vil projektet føre til løsninger, som kan bruges af andre boligforeninger og private bygherrer inden for en almindelig renoveringsøkonomi,” siger Sune Skovgaard Nielsen, Byggeteknisk konsulent, Landsbyggefonden.

  • Kampagnen løber i perioden 2012-2015 og har et samlet budget på 31 mio. kr.

    Kampagnen er igangsat af Realdania i samarbejde med Landsbyggefonden, Grundejernes Investeringsfond og Kulturstyrelsen. Kampagnen består dels af en manual og en pixi-bog, der samler viden om renovering at periodens bygninger, dels en række formidlingsinitiativer, hvor der er indgået et partnerskab med Grundejerens Investeringsfond, og dels et demonstrationsprojekt, hvor Realdania og Landsbyggefonden samarbejder om finansieringen. Dansk Bygningsarv er sekretariat for kampagnen.

    Kampagnens første begivenhed er et seminar, som forventes afholdt i foråret 2013. Her inviteres professionelle inden for forskellige aspekter af renovering til at drøfte potentialer og udfordringer for 1940’erne og 1950’ernes murede boligbebyggelser.

{{ title }}

{{ description }}