Nye penge til flere kulturarvskommuner

Pressemeddelelse

12. marts 2008

Følgende pressemeddelelse er udsendt af Kulturarvsstyrelsen i samarbejde med Realdania: Landets kommuner får nu tilbudt støtte til at gennemføre konkrete udviklingsprojekter, der aktiverer kommunens kulturarv. Kulturarvsstyrelsen og Realdania igangsætter et nyt initiativ med en pulje på 4 mio. kr. til nye kulturarvskommuner, der benytter deres landskaber, bygninger, bebyggelser, fortidsminder og kulturmiljøer fremadrettet og aktivt.

Efter strukturreformen er kommunerne den største forvalter af den danske kulturarv. Det nye kulturarvsinitiativ – hvor Kulturarvsstyrelsen og Realdania hver bidrager med 2 mio. kr. fordelt over de næste to år – vil have fokus på projekter, der styrker inddragelsen af kulturarven i den enkelte kommunes planlægning. Det vil sige, at kommunen tager udviklingsinitiativer, der omfatter for eksempel det lokale erhvervsliv, turisme eller tiltrækning af nye borgere. Der vil blive lagt vægt på projekter, der ligger inden for områderne:

  • Landbebyggelser i områder med stort bymæssigt udviklingspres 
  • Omdannelse af havnearealer og andre industriområder 
  • Bygningskulturens turismemæssige potentialer

Parterne er dog enige om, at der også skal være rum og plads til “det gode projekt,” som tager udgangspunkt i anderledes vinklede problemstillinger.

Det nye initiativ er en fortsættelse af det første kulturarvskommuneprojekt, der løb fra 2005-2007. For at inspirere kommunerne til at løfte de nye opgaver efter strukturreformen, igangsatte Kulturarvsstyrelsen og Realdania i 2005 et samarbejde med fire udvalgte kommuner: Ålborg, Hjørring, Haderslev og Hvidovre.

Formålet var at udvikle ideer og metoder til, hvordan kommunerne strategisk kan bruge kulturarven til at udvikle kommunens profil og tiltrække borgere, erhverv og turisme. De fire kommuner har indarbejdet kulturarven som et vigtigt element i deres planstrategier og har formuleret en række konkrete anbefalinger til, hvordan andre kommuner kommer i gang med at aktivere kulturarven.

”I 2005 bød over halvdelen af landets kommuner ind med ønske om at deltage i et kulturarvssamarbejde. Det mundede ud i nogle meget spændende bud på metoder og konkrete strategier, som bliver indskrevet i de udvalgte kommuners plangrundlag” siger direktør Hans Peter Svendler, Realdania, og fortsætter, ”Samtidig med formidlingen af de positive resultater, er det oplagt at invitere nye kommuner til samarbejde omkring udvikling af konkrete projekter, der kan bygge på de tidligere opnåede erfaringer.”

”I det nye projekt investerer vi massivt i at udvikle metoder til udvikling af aktiv brug af kulturarv i samarbejde med kommunerne. Efter strukturreformen er kommunerne endnu mere centrale for at bevare og udvikle vores fælles kulturarv. Målet med projektet er, at endnu flere kommuner kommer til at bruge kulturarven som et aktiv,” siger direktør Steen Hvass fra Kulturarvsstyrelsen.

I de kommende dage vil alle landets borgmestre modtage et brev med en invitation til at deltage i projektet.

Kulturarvsstyrelsen og Realdania behandler interessetilkendegivelser og udvælger forslag til kulturarvsprojekter i løbet af foråret, og projekterne forventes igangsat medio 2008. 

Yderligere oplysninger
Direktør Steen Hvass, Kulturarvsstyrelsen, tlf. 33 74 51 00, mobil 40 46 75 08
Direktør Hans Peter Svendler, Realdania, tlf. 70 11 66 66

{{ title }}

{{ description }}