x

Kulturarven – et aktiv, der skaber udvikling i kommunerne

Pressemeddelelse 3. december 2007

Følgende pressemeddelelse er udsendt i samarbejde med Kulturarvsstyrelsen:Forsøg i Haderslev, Hvidovre, Hjørring og Aalborg viser, at den lokale kulturarv skaber udvikling, når kommunerne inddrager den aktivt i planlægningen. Kulturarvskommune-projektet blev sat i gang for to år siden af Kulturarvsstyrelsen og Realdania, og nu videregiver de fire kulturarvs-kommuner erfaringerne til landets øvrige kommuner. Projektet forventes fulgt yderligere op af Kulturarvsstyrelsen og Realdania i 2008.

En ny publikation samler de positive erfaringer fra fire kommuner, Haderslev, Hvidovre, Hjørring og Aalborg, der siden 2006 har arbejdet som kulturarvskommuner. Med støtte fra Kulturarvsstyrelsen og Realdania har kommunerne brugt deres kulturarv til at skabe fællesskab på tværs af nye sammenlagte kommuner og til at profilere kommunen i regionen. Erfaringerne fra kommunernes arbejde er så positive, at alle fire kommuner nu indarbejder kulturarven i deres udviklingsplaner.

Publikationen, ”Kulturarven – et aktiv”, viser, hvordan kommunerne bruger kulturarven til at tiltrække borgere, erhverv og turisme. Borgmestre og projektledere fra de fire kommuner fortæller, hvordan mulighederne for offentligt og privat samarbejde øges, når politikere og kommune er bevidste om lokalområdets kulturarvskvaliteter, markedsfører dem og inddrager borgere og erhvervslivet i ideudviklingen af projekter i området. Publikationen samler syv centrale anbefalinger til andre kommuner.

Kulturarvskommunerne har særligt arbejdet med:  

  • Identitet og kulturarvsturisme i Haderslev
  • Oplevelsesøkonomi, bosætning og arkitekturpolitik for det åbne land i Hjørring
  • Identiteten og forstadens historie i Hvidovre
  • Genanvendelsen og formidling af industrien i Aalborg

De fire forsøg blev skudt i gang i marts 2006 med støtte fra Kulturarvsstyrelsen og Realdania. 54 af landets 98 kommuner ansøgte om at være med. Undersøgelsen ”Kulturarv en værdifuld ressource for kommunernes udvikling” havde forinden vist, at 70 pct. af borgere og virksomheder så et stort potentiale i at bruge den lokale kulturarv til at tiltrække borgere, erhverv og turisme.

”Resultaterne af forsøgene med kulturarvskommunerne er rigtigt positive,” siger Steen Hvass, direktør i Kulturarvsstyrelsen.

“Forsøget har vist, at kulturarven ikke er et passiv, der står i vejen for udvikling, men en aktiv ressource, der skaber udvikling i kommunerne. På kort tid har de fire kommuner indarbejdet et nyt ressourceperspektiv på kulturarven,. I Kulturarvsstyrelsen er vi meget imponerede over de resultater, de fire kommuner har opnået, og vi har haft stor glæde af samarbejdet. Det er et samarbejde, vi gerne vil fortsætte og udbygge med andre kommuner,” siger Steen Hvass.

”Det er meget positivt at se, hvordan de fire kommuner hver især har været i stand til at finde den gode historie, der retter blikket mod den enkelte kommunes særpræg og kvaliteter – og derigennem gør kulturarven til en aktiv ressource”, siger Hans Peter Svendler, direktør i Realdania, og fortsætter, ”Samtidig viser mangfoldigheden i de fire kommuners planstrategier, at der for alle landets kommuner vil være potentiale i både det byggede og landskabelige miljø.”

Som opfølgning på kulturarvskommuneprojektet forventer Kulturarvsstyrelsen og Realdania at komme med en ny invitation til landets kommuner i begyndelsen af 2008 – denne gang inviteres til samarbejde omkring udviklingsdelen af konkrete projekter. Partnerskabet håber at kunne indhente forslag bredt fra kommuner, der ønsker at arbejde med specifikke projekter, hvor kulturarven bruges som dynamo for den kommunale udvikling.

Download publikationen ”Kulturarven – et aktiv” 

Yderligere oplysninger
Direktør Steen Hvass, Kulturarvsstyrelsen, tlf. 33 74 51 10
Direktør Hans Peter Svendler, Realdania, tlf. 70 11 66 66