x

Fire kommuner i kulturarvsforsøg

Pressemeddelelse 27. februar 2006

Følgende pressemeddelelse er udsendt i samarbejde med Kulturarvsstyrelsen: HADERSLEV - HJØRRING - HVIDOVRE - ÅLBORG Disse fire kommuner skal i de næste to år deltage i et forsøg, hvor den lokale kulturarv skal bruges som løftestang til udvikling af kommunens profil, tiltrækning af borgere, erhverv og turisme.

Forsøget med kulturarvs-kommuner er sat i gang af Kulturarvsstyrelsen og Fonden Realdania for at sætte fokus på kulturarven som et strategisk element i kommunernes planlægning. Forsøget er en opfølgning på den undersøgelse, der sidste år påviste store potentialer i at udnytte kulturarv til at udvikle lokalområder.

53 af landets 98 fremtidige kommuner var interesserede i at deltage i forsøget. Ti kommuner blev valgt til at sende ansøgninger, og der skulle endeligt vælges tre kulturarvskommuner. Men på grund af de mange kvalificerede og brede ansøgninger, valgte Kulturarvsstyrelsen og Fonden Realdania at udvide forsøgspuljen, så det er blevet til fire forsøgskommuner.

”Det er vigtigt for os – gennem forsøget - at få belyst så forskelligartede aspekter af kulturarven i det byggede miljø som muligt. Med de fire udvalgte kommuner dækker vi et bredt udsnit af kulturarven, og dermed vil forsøget på længere sigt forhåbentlig få endnu større værdi for de øvrige kommuner,” siger direktør Hans Peter Svendler, Fonden Realdania.

Parterne understreger, at det netop ikke har været de enkelte ansøger-kommuners udbud af kulturarv, der har været afgørende for valget, men i højere grad, hvad kommunen vil bruge kulturarven til:

”Som man kan se, er der også valgt en kommune, der ikke i klassisk forstand er særlig begunstiget med kulturarv. Men det er jo netop forsøgets ide, at kommunerne skal udvikle metoder til at udnytte det, de har. Desuden har vi lagt vægt på at finde kommuner, der havde forskellige indgangsvinkler og metoder til forsøget,” siger direktør Steen Hvass, Kulturarvsstyrelsen.

Og de fire kulturarvs-kommuner er:

Haderslev Kommune
Kommunen erkender, at man ikke har evnet at udnytte kulturarvens potentiale fuldt ud. Derfor skal der nu skabes et folkeligt engagement om kulturarven, hvor det klart definerede mål er udvikling af egnens turisme. Der tages udgangspunkt i områdets rige kulturarv, som består af ”klassiske” emner så som domkirke, historiske bykerner og slotte men også repræsentanter fra industriens udvikling. Kommunen vil udpege en række ”fyrtårne”, der skal skabe opmærksomhed om områdets uudnyttede potentiale, og herunder også den mere upåagtede del af kulturarven.

Ny Hjørring Kommune
Kommunen vil afprøve nye metoder og planprocesser for at styrke erhvervsliv og bosætning ved at udnytte kulturarven i forbindelse med bæredygtig turisme og oplevelsesøkonomi. Det samlende tema ”Kulturen mellem kyst og land” sætter fokus på en række centrale vinkler for behandling af kulturarven. Man vil desuden bruge forsøget til at skabe en ny fælles identitet for kommunen.

Hvidovre Kommune
Kommunen opfatter forsøget som en kick-start til den nødvendige nyfortolkning af bevaringsinteresserne i forstædernes bygningsmasse og kulturhistorie. Kommunen vil i forsøgsperioden se sig selv som et laboratorium, der skal udvikle metoder til at arbejde med den nære historie, som står på tærsklen til at blive betegnet som kulturarv.

Aalborg Kommune
Kommunen har et særligt fokus på de overflødiggjorte industrikomplekser og ser et potentiale i dem. De vil blive udnyttet i projektets arbejdsmetode. Kommunen vil indtænke kulturarven i kommuneplanen, bl.a. i form af kommunens fremtidige regulering af byggeri og arealanvendelse. Grundlaget for arbejdet bliver tre forståelsesrammer: Industribyen, Limfjorden og Landdistrikterne.

Forsøgskommunerne vil få støtte og tilskud til projektet af Kulturarvsstyrelsen og Fonden Realdania.

Yderligere oplysninger
Direktør Steen Hvass, Kulturarvsstyrelsen, tlf. 72 26 51 10
Direktør Hans Peter Svendler, Fonden Realdania, tlf. 70 11 66 66
Se Kulturarvsstyrelsens hjemmeside: www.kulturarv.dk