x

Flere end 5.000 gæster på besøg hos Arne Jacobsen

Pressemeddelelse 13. februar 2017

”Et tilløbsstykke”. Det er meldingen fra Realdania By & Byg efter en weekend, hvor offentligheden blev budt indenfor i det hus, som den verdensberømte arkitekt Arne Jacobsen tegnede til sig selv og sin familie i 1929-1931. Flere end 5.000 gæster besøgte den ikoniske funkisvilla.

Allerede inden dørene blev åbnet lørdag og søndag, havde de første gæster taget opstilling langs den hvide havemur på Gotfred Rodes Vej i Charlottenlund, og mens de ventede, blev der udvekslet mange meninger om, hvordan den verdensberømte arkitekt havde disponeret sit hjem: Hvor mange værelser? Hvilke materialer? Hvilke finesser osv. 

Mange af de ventende gæster gjorde sig også forestillinger om, hvordan han mon havde boet og indrettet sig, da han i sin tid flyttede ind i det hvide, skarpskårne hus med de flade tage. Havde Svanen, Ægget, Vola-armaturer og 7’er-stole prydet rummene? Betragtet udefra ville disse verdensberømte møbler i hvert fald passe godt ind i den moderne hvide ramme, mente mange af de besøgende ved weekendens åbent-hus-arrangement.

Forskellige materialer

Men faktisk tegnede Arne Jacobsen først skitserne til de kendte møbler over 20 år senere, så den kridhvide funkisvilla – der i sin tid blev betragtet som det mest moderne hus i Danmark - var indrettet helt anderledes. Inde bag den moderne funkisskal gemte sig et noget mere konventionelt hjem.

Arne Jacobsen havde indrettet sig med møbler, som man kunne forvente at finde hos en bedsteborger fra det 19. århundrede; antikke stole, ægte tæpper, et bord og et flygel med snoede ben og en masse nips. Han smed ikke sin indretningsstil over bord, bare fordi verden blev moderne; til gengæld blandede han mange forskellige materialer, som til sammen gav en stor oplevelse af stoflighed.

Huset på Gotfred Rodes Vej var Arne Jacobsens første eksempel på en bygning med inspiration fra den internationale funktionalisme, og udadtil emmede huset af en næsten barnlig begejstring for fremtiden. Og selvom det indenfor på mange måder var indrettet som en klassisk borgerlig villa, så pegede det også fremad mod nye tider. Ventilationsanlæg under vindueskarmene, særlige kobberbakker til urtepotter, stålbordplader i køkkenet og en skibsagtig jerntrappe til tagterrassen var klare moderne elementer.

Arkitekternes egne huse

I dag står den hvide funkisvilla som et ikon for Jacobsens internationale periode. Den indikerer de første spæde skridt på vej ud af én verden og ind i en anden, og den er et mønstereksempel på Arne Jacobsens enestående talent for at blande det moderne med det klassiske og et mønstereksempel på, hvorfor arkitekternes egne private huse ikke blot står som minde om arkitekterne, men også er med til at fortælle om dansk bygningskultur.

- I sine egne huse var Arne Jacobsen både arkitekt og bygherre og skulle ikke gå på kompromis. Her kunne nye muligheder prøves af. Både Arne Jacobsens egne huse og andre danske arkitekters egne huse har på flere måder dannet forbillede og været banebrydende, og derfor er de særligt interessante, når enfamiliehusets historie skal fortælles, siger administrerende direktør Peter Cederfeld fra Realdania By & Byg, som ejer en unik samling af arkitekternes egne huse.

Det er godt ti år siden, at Realdania By & Byg købte og restaurerede Arne Jacobsens hus i Charlottenlund for at bevare det for eftertiden. Siden har huset været lejet ud til privat beboelse, og med store mellemrum sker det, at huset skifter lejer, og offentligheden bliver inviteret indenfor. Sådan som det var tilfældet i weekenden.

Arkitekternes egne huse i Realdania By & Bygs ejerskab

Arkitekternes egne huse i Realdania By & Bygs ejerskab

Realdania By & Byg ejer flere af arkitekternes egne huse. Med jævne mellemrum er der rundvisninger i disse huse. Rundvisningerne sker via Realdania By & Byg Klubben.

  • Arne Jacobsens eget hus i Charlottenlund
  • Arne Jacobsens eget hus i Klampenborg
  • Arne Jacobsens eget sommerhus
  • Bertel Udsens eget hus
  • Edvard Heibergs eget hus
  • Esken - Svenn Eske Kristensens eget sommerhus
  • Halldor Gunnløgssons eget hus
  • Inger og Johannes Exners eget hus
  • J. F. Willumsens eget hus
  • Karen og Ebbe Clemmensens eget hus
  • Knud Friis' eget hus
  • PH's eget hus
  • Romerhuset
  • Varmings eget hus