31 bud på bedre balance i udsatte boligområder

Nyhed

20. januar 2016

Trods mange gode indsatser er der fortsat en række boligområder rundt om i Danmark, der oplever problemer. Et nyt projekt undersøger problemstillingen og giver en række bud på, hvad der skal til for at gøre de udsatte boligområder til blandede og velfungerende byområder.

Den stigende ulighed i samfundet som helhed giver en tiltagende skæv beboersammensætning i byerne, hvor sociale problemer koncentreres i bestemte, særligt udsatte boligområder. Udviklingen truer med at fastholde disse områder i en situation, hvor beboerne mere end andre steder skal overvinde utryghed, social skævhed, dårligt image, kriminalitet, begrænsede ressourcer og problemramte skoler.

Mange mennesker arbejder i dag på forskellige niveauer for at forbedre forholdene i de udsatte boligområder, og der er sket markante fremskridt de seneste 10 år. Men de nuværende værktøjer er ikke tilstrækkelige til at udrydde de underliggende strukturelle problemer. Der er derfor brug for en fælles national indsats og for nye tilgange.

Projektets overordnede konklusion er, at løsningerne ikke kun ligger i boligområderne. Vi skal løfte blikket fra de områdebaserede indsatser og se, hvad man kan gøre på byniveau, regionalt og nationalt for at komme den skæve beboersammensætning til livs og skabe blandede og velfungerende byområder.


Boligliv i balance

Realdania har sammen med Gladsaxe og Odense Kommune og en række boligorganisationer set nærmere på udfordringerne. Sammen har de sat tre faglige rådgiverteams til at undersøge områderne med nye øjne og fra henholdsvis en fysisk, en social og en organisatorisk vinkel.

Målet med projektet har været at modne de involverede parters forståelse for de komplekse udfordringer, men også at finde nye ideer til at vende udviklingen. Udgangspunktet for arbejdet er en ambition om, at det sted, man bor, ikke i sig selv skal være en begrænsende faktor, men at alle boligområder skal tilbyde både eksisterende og nye beboere samme muligheder for at udfolde deres liv som resten af befolkningen.

Realdania skal nu bruge den indhentede viden fra projektet til i samarbejde med relevante parter at skærpe indsatser og tiltag inden for det videre arbejde med udsatte boligområder.


31 idéer

Konkret har projektet resulteret i 31 idéer, der skal inspirere til handling og bidrage til debatten om udviklingen af de udsatte boligområder. Idéerne er indordnet under tre overskrifter, efter hvor omfattende de er at implementere: 

  1. Den seje: Formindsk kilden til problemet gennem en langsigtet national indsats.
  2. Den nødvendige: Bland byen og borgerne, og undgå store koncentrationer af socialt udsatte.
  3. Den oplagte: Gør det attraktivt at blive boende, og få dermed større effekt ud af de områdebase-rede indsatser.

Se det digitale idékatalog med de 31 idéer på boliglivibalance.dk.

Download projektresuméet 'Jagten på forandringskraften', der overordnet beskriver problemstillingerne og potentialerne i udsatte boligområder.

Kontakt

Astrid Bruus Thomsen
Programchef

Tlf. 70 11 66 66



{{ title }}

{{ description }}