x

Nyt centrum i Bording

Pressemeddelelse 4. september 2013

Ikast-Brande Kommune og Realdania går nu sammen om at skabe nye rammer om det spontane møde mellem mennesker i det gamle centrum i Bording. Der skal skabes nye forbindelser mellem de aktive områder i byen – idrætshallen, dagligvareforsyningen og skolen. Den tidligere aktive handelsgade – som nu er funktionstømt – omdannes til en attraktiv boliggade.

Efter to års ideudvikling, som har involveret borgerne i Bording, Ikast-Brande Kommune og en række eksperter, tager Bording nu det næste skridt. Med et samlet bidrag på knap 19 millioner kroner fra Ikast-Brande Kommune og Realdania vil byen nu blive omdannet til en attraktiv by med vægt på fællesskaber, fritidsliv og gode pendler muligheder. Det skal ske ved at udvikle byens eksisterende kvaliteter, i tæt samarbejde med byens borgere. Ændringerne af bymidten i Bording skal styrke forbindelserne mellem de områder i byen, hvor der i dag er meget liv: omkring dagligvarehandlen, idrætshal og skole.

”Idekataloget Bording Unite[d] er et godt bevis på, at Bording er en by med et stærkt sammenhold og et levende fritids- og foreningsliv. Det er derfor meget glædeligt, at Realdania vil gå i samarbejde med Ikast-Brande Kommune om at nyfortolke den forhenværende handels- og industriby på borgernes eget idegrundlag. Mit indtryk er, at Bording er klar til at gå fremtiden i møde som en attraktiv familie- og pendlerby på præmisserne, som de er i dag: stadig færre handlende, men til gengæld et meget aktivt familie- og fritidsliv. Vores intention er på den baggrund at genskabe oplevelsen af en levende og attraktiv bymidte,” siger borgmester Carsten Kissmeyer, Ikast-Brande Kommune.

Stationsbyens udfordringer

Ønsket om at Bording bliver en by med familie- og pendlerliv som omdrejningspunktet kommer efter flere års tilbagegang for Bordings mindre butikker og industri. Mange mindre stationsbyer står foran en lignende forandring - fra aktive handels- og industribyer til boligbyer. Det fremgår af rapporten ”Stationsbyer i dag”, der også viser, at befolkningstallet i de mindre stationsbyer er forholdsvist stabilt. Problemstillingen i Bording er genkendelig i mange andre, mindre danske stationsbyer, og erfaringerne vil derfor kunne bruges bredt.

”Vores forventning er, at Bording kan blive et eksempel på, hvordan de mindre stationsbyer kan finde en ny identitet i deres eksisterende ressourcer. Samtidig har det været en glæde at opleve, hvordan byens borgere har engageret sig og er kommet med ideer til en fremtidssikring af byen,” siger projektleder Karen Skou, Realdania.

Med udgangspunkt i borgernes idekatalog, ”Bording Unite[d], sættes der en arkitektkonkurrence i gang, der skal føre til en realisering af et nyt centrum i Bording.

FAKTA

Finansiering
Realdania støtter projektet med 9.500.000 kr. og Ikast-Brande Kommune bidrager med 9.425.000 kr. til realisering af projektet.

Sådan blev idekataloget til
Ni eksterne eksperter - i et spænd fra fremtidsforskere til kunstnere og 30 lokale frivillige - har sammen udforsket mulighederne for at gentænke stationsbyen.

Udviklingsprocessen har affødt tre visionære ekspertforslag til, hvordan Bording kan bevæge sig ind i fremtiden som en attraktiv og pendlervenlig boligby. På baggrund af eksperternes inspiration har Bording Visionsgruppe skabt idekataloget ”Bording Uni-te[d]”, der indeholder mange forskellige forslag til nye aktiviteter samt fysiske tiltag, der kan styrke byen som boligby.

Ikast-Brande Kommune og Realdania er nu gået sammen om at finansiere udviklingen af byens nye fysiske struktur. Den skal danne grundlag for realisering af et nyt centrum i byen. Der udarbejdes en plan for, hvordan bymidten kan forbindes med idrætshallen og skolen, og der skal skabes et nyt bycentrum omkring dagligvarebutikken og en brandtomt i byens centrum. Projektet skal give byen en ny ramme omkring borgernes spontane møder og bymidten en ny identitet. 


Læs mere om stationsbyerne
Center for Strategisk Byforskning har lavet en hvidbog, som beskriver de mindre danske stationsbyers situation, som den er i dag, og peger på deres forandringspotentiale. Bogen udkom juni 2013, og kan bestilles hos Realdania.