Rapport om budgetafvigelser på kulturbyggeri i Danmark

Pressemeddelelse

20. marts 2007

Følgende pressemeddelelse er udsendt af Byggeriets Evaluerings Center: Byggeriets Evaluerings Center udsender i samarbejde med Cowi og professor Bent Flyvbjerg, Aalborg Universitet rapporten ”Budgetafvigelser på kulturbyggerier i Danmark”. Rapporten konkluderer bl.a., at budgetoverskridelser finder sted, men måske ikke helt så hyppigt eller voldsomt som forventet. Undersøgelsen er blevet til på initiativ af Realdania.

Rapporten bygger på analyser af i alt 110 undersøgte kulturbyggerier gennemført i perioden 2000-2007. Af analysens konklusioner fremgår det, at 75 % af byggerierne er blevet gennemført med en maksimal budgetoverskridelse på 10 %. Og at 40 % af byggerierne er gennemført helt uden overskridelser eller ligefrem under budgettet.

Budgetoverskridelser repræsenterer ikke desto mindre et reelt problem for dele af byggebranchen. Analysen skal derfor skabe et mere præcist overblik over budget-problematikken, der har bred almen interesse. Samtidig er det håbet, at rapporten kan medvirke til at nuancere diskussionerne om budgetoverskridelser og skabe bedre overblik over problemets omfang og karakter. 

Udpluk af analysens resultater

Den gennemførte analyse har fokuseret på omfanget af budgetafvigelser og ikke på årsagen til afvigelserne.

  • Analysens resultater peger dog på, at budgetoverskridelser bl.a. kan føres tilbage til bygherrens projektændringer undervejs i projektforløbet, fx i de tilfælde hvor bygherren i løbet af byggeprocessen har fået bedre indsigt i sine behov og på grundlag heraf vælger at gennemføre ændringer i projektet. 
  • Det er også interessant at bemærke, at budgetoverskridelser synes at være uafhængige af, om der afholdes arkitektkonkurrence eller ej.  

Adm. direktør Curt Liliegreen, Byggeriets Evaluerings Center, udtaler: ”Vi vil nu studere rapporten nøjere. Derefter planlægger vi at igangsætte yderligere analyser med fokus på at afdække de bagvedliggende årsager til budgetoverskridelser. Det er desuden oplagt at undersøge mulighederne for at udvikle nye metoder, der kan sikre bedre budgetter og styrke planlægning og styring af byggesager.”

Download en sammenfatning af rapporten (pdf-fil)
Download hele rapporten (pdf-fil)
Rapportens analyser og hovedkonklusioner fremlægges ved et seminar om budgetters rolle i byggeriet på Center for Ledelse i Byggeriet, CBS, onsdag d. 21. marts 2007, kl. 14-18. 

Yderligere oplysninger:
Adm. direktør Curt Liliegreen, Byggeriets Evaluerings Center, tlf. 32 64 14 42 

Underdirektør Ebbe Lind Kristensen, Byggeriets Evaluerings Center, tlf. 9635 6161

{{ title }}

{{ description }}