x

Uddannelsessteder og museum i Struer skal danne nyt fælles kulturmiljø

Pressemeddelelse 29. januar 2007

Følgende pressemeddelelse er udsendt af Struer Museum i samarbejde med Realdania og Struer Kommune Det tæt bebyggede areal omkring Struer Museum, Struer Statsgymnasium og Struer Erhvervsskole får nu et kvalitativt løft med 1,9 mio. kr. fra Realdania. Projektet hedder "Campus Struer", og formålet er at skabe gode rammer om et fælles kulturmiljø med deltagelse af uddannelsesstedernes elever, gæster og medarbejdere på museet.

Struer Gymnasium og HF, Struer Erhvervsskole og Struer Museum vender i bogstaveligste forstand ryggen til hinanden. Området mellem de tre institutioner har nærmest baggårdspræg og er på nuværende tidspunkt både funktionelt og arkitektonisk værdiløst. Bag denne noget trøstesløse indpakning gemmer sig imidlertid en kulturhistorisk perle - forfatteren Johannes Buchholtz' hus, der i dag ligger indestængt og livløst trods de tre omgivende og levende institutioner.

- "Udvidelsen af Statsgymnasiet og det igangværende byggeri på museet har gjort det nødvendigt at nyvurdere arealerne og mulighederne i en sammenhæng, og her har Struer Museum tænkt skridtet videre til at sikre et kreativt fælles kulturmiljø", siger planchef Bjarke Danvig fra Struer Kommune.

Med den økonomiske opbakning fra Realdania bliver det nu muligt at finde en rådgivende arkitekt og sideløbende idéudvikle projektet sammen med områdets institutioner og brugere - og her vil Realdania også bidrage med fondens erfaringer på området.

- "Vi vil gerne igen se Buchholtz Hus "lyse på toppen af bakken" omgivet af uddannelsesstedernes sprudlende unge mennesker", siger museumsleder Torben Holm. "Vi kan lade os inspirere af dem - og vi har måske også noget at byde ind med, når de unge skal videreføre den lokale identitet."

- "Det færdige anlæg vil ikke alene stå som et stærkt eksempel på nytænkning af samarbejdet mellem kulturinstitutioner og undervisningsinstitutioner. Resultatet vil indebære en unik inddragelse af den fysiske kulturarv i skabelsen af et dynamisk, uformelt læringsmiljø. Det der i dag er uudnyttede restarealer vil igennem projektet gøre institutionernes nærhed til en ressource i stedet for en begrænsning", siger projektleder i Realdania Karen Skou.

Kvalitetsløftet af området vil blive startet hurtigst muligt, men det kan endnu ikke siges, hvornår de synlige resultater vil være tilgængelige for offentligheden.

Yderligere oplysninger
Planchef, arkitekt MAA Bjarke Danvig, Struer Kommune, 96 84 84 40
Projektkonsulent MAA Karen Skou, Realdania, 32 88 52 15
Museumsleder, mag. art. Torben Holm, Struer Museum, 97 85 13 11