x

Tillykke til Christiansfeld

Pressemeddelelse 4. juli 2015

Fra i dag vil Christiansfeld i Sønderjylland ikke længere kun kendt for honningkager. Byen er nemlig blevet udpeget til verdensarv af FN-organisationen UNESCO - på grund af sin enestående, historiske byplan og sit helstøbte kulturmiljø.

Udpegningen fandt sted i dag ved UNESCO-komiteens møde i Bonn, Tyskland.

Det gør Christiansfeld til det sjette sted i Danmark, som er på Verdensarvslisten.

Udpegning af verdensarvssteder er baseret på UNESCO’s verdensarvskonvention, der har til formål at bevare verdens enestående natur- og kulturarv for kommende generationer. 

Christiansfeld er et af de tidligste eksempler i Danmark på egentlig byplanlægning. Byen blev etableret på ganske få år, grundlagt i 1773 af den reformatoriske kirkeretning, Brødremenigheden. Byen er et enestående eksempel på, hvordan en hel by skulle se ud efter datidens idealer om byplanlægning.

Christiansfeld har gennemgået en gennemgribende restaurering, så byen i dag fremstår næsten, som da den blev bygget for over 200 år siden.

Restaureringen er gennemført af et partnerskab mellem Realdania, Brødremenigheden i Christiansfeld og i samarbejde med Kolding Kommune (tidligere Christiansfeld Kommune). 

Christiansfeld blev grundlagt i 1773 af den reformatoriske kirkeretning, Brødremenigheden – også kaldet De Moraviske Brødre eller herrnhutterne.

Da byen blev etableret på forholdsvis få år, blev Christiansfeld et enestående eksempel på, hvordan en hel by skulle se ud efter datidens byplanmæssige ideal. Desuden er byen et af de tidligste eksempler på byplanlægning i Danmark, hvor byerne indtil da havde udviklet sig efter tilfældigheder og knopskydning. I dag fremstår byen næsten, som da bygningerne blev opført i årene omkring 1775.

Christiansfeld er berømt ikke bare i Danmark. I en global sammenhæng er den også enestående. Det var baggrunden for, at Kulturministeriet ansøgte om at få byen optaget på UNESCO’s liste over Verdensarv. Siden 1993 har Christiansfeld været optaget på den såkaldt ”tentative” liste – på grund af dens byplan, arkitektur og bygningsmæssige detaljer og håndværk af meget fin kvalitet.

I 2002 igangsatte Realdania et partnerskab med Brødremenigheden i Christiansfeld og i samarbejde med Christiansfeld Kommune (senere Kolding Kommune) et storstilet bybevaringsprojekt. En helhedsplan har sikret Christiansfelds bygningsarv på længere sigt, så nye tiltag harmonerer med de langsigtede ønsker for byens udvikling og de historiske rammer. Restaureringen afsluttes i 2015.

Den samlede investering i det totale bybevaringsprojekt er på knap. 225 mio. kr. Heraf har Realdania bidraget med godt 100 mio. kr.