ChristiansfeldCentret formidler storstilet bybevaringsprojekt

Pressemeddelelse

11. august 2003

Nu igangsættes endnu et nyt tiltag i forbindelse med det storstilede bybevaringsprojekt i Christiansfeld. Den 12. august åbner Christiansfeld Kommune og Brødremenigheden i Christiansfeld i fællesskab et formidlingscenter i den fredede ejendom Kongensgade 9.  
 

ChristiansfeldCentret, som det officielle navn bliver, vil fremover huse både Christiansfelds  turistbureau og det særlige formidlingscenter, hvis opgave de næste tre år bliver at informere om bybevaringsprojektets idé og resultater. 

 

Brødremenigheden i Christiansfeld indgik for et lille års tid siden en partnerskabsaftale med Fonden Realdania, der afsatte 30 mio. kr. til at gennemføre et omfattende  renoveringsprojekt for den historiske bykerne i Christiansfeld.  

 

Realdania tillægger Centret stor betydning: ”Det er vores håb, at Christiansfeldprojektet vil være til inspiration for andre steder, hvor man også har værdifulde, historiske bygninger, som gerne skal bevares for eftertiden”, udtaler adm. direktør Flemming Borreskov.  

 

Noget tyder på, at bybevaringsprojektet allerede er i gang med at inspirere andre: ”Vi kan allerede nu mærke en øget interesse for byen, siger den nyudpegede leder af Formidlingscentret, Grete Skovgaard, og fortæller, at mange af de nye besøgende er arkitekt- eller ingeniørstuderende, som gerne vil vide mere om projektet.   

Gennem udstillinger og særlige undervisningstilbud skal ChristiansfeldCentret informere om

bybevaringsprojektets mange igangværende initiativer samt om byens historie og arkitektur. Der første udstilling drejer sig om byens udvikling og forandring igennem 200 år. Her vil man fokusere på byen, bygningerne og de håndværkstraditioner, som byen rummer.  

 

I sommersæsonen er Centret åbent mandag til fredag fra kl. 9 til 17 og lørdag fra 9 til 14. Der vil blive gratis adgang til Centret.        

 

Yderligere oplysninger

Adm. direktør Flemming Borreskov, Fonden Realdania, tlf. 70 11 66 66

Daglig Leder, Grete Skovgaard, ChristiansfeldCentret, tlf. 74 56 16  30  

{{ title }}

{{ description }}