x

Hvordan er livet i Danmark i 2050?

Pressemeddelelse 18. december 2013

Et stort ambitiøst projekt samler ti kommuner, fire ministerier, to regioner, fonde og private virksomheder for at fremme nytænkning og opstille konkrete scenarier for, hvordan vi kommer til at bo og leve i byer og byregioner i 2050. Dansk Arkitektur Center udvikler og driver det visionære projekt, DK2050.

I fremtidens Danmark kommer vi til at leve, bo og arbejde på nye måder, der vil vende op og ned på det Danmark, vi kender i dag. Vi kender ikke fremtiden, men der tegner sig både lovende og mere dystre tendenser, som vi må forholde os til; Højhastighedstoge og intelligente biler vil gøre deres indtog og fragte os på nye måder. Andelen af ældre i Danmark stiger markant. Klimaforandringer vil øge presset på grøn omstilling. København forventer at huse 100.000 nye københavnere om blot ti år. Byer vil samarbejde på tværs af Øresund, Kattegat og Femern Bælt.

Nogle tendenser kan vi påvirke, andre er udviklinger, vi må navigere bedst muligt i forhold til. Nogle af tendenserne har vi måske endnu ikke fået øje for. 

Derfor vil DK2050 skabe en kvalificeret national debat om, hvordan vi skaber et bæredygtigt samfund og byliv i 2050. DK2050 vil forholde sig til de mulige fremtider og retninger de danske byer og regioner kan styre mod for at indrette sunde og bæredygtige byer. Hvilke valg og hvilke fravalg kommer byer og regioner til at tage? Det er DK2050’s ærinde at fremme reel nytænkning i forhold til, hvordan man tænker strategisk og langsigtet på tværs af grænser og sektorer i planlægningen af byer, infrastruktur, energi, handel og transport. Et vigtigt redskab i debatten er udviklingen af 3-5 fremtidsscenarier, der blotlægger nogle af de centrale udfordringer Danmark står over for.

”DK2050 skal munde ud i scenarier, som man kan tage og føle på, og som tager fat i de dilemmaer og udfordringer, der også bliver en del af rejsen mod et grønnere Danmark. I Danmark ser vi den grønne omstilling som en mulighed for at indrette et rigere og bedre samfund for alle, men hvordan gør vi det i praksis, og hvem tager de første og afgørende skridt på vejen mod 2050? Vi tror og håber på, at dette projekt vil være med til at sætte gang i en inspirerende og engagerende dialog om Danmarks fremtid.” udtaler Kent Martinussen, adm. direktør for Dansk Arkitektur Center

DK2050 udvikles og drives af Dansk Arkitektur Center (DAC) i et partnerskab med

Realdania og Kulturministeriet, Miljøministeriet, Erhvervs- og Vækstministeriet og Klima-, Energi- og Bygningsministeriet.

Foreløbig deltager ti kommuner i projektet: Aalborg, Aarhus, Ringkøbing-Skjern, Sønderborg, Fredericia, Middelfart, Odense, Kalundborg, Høje-Taastrup og København. Byerne er udvalgt, fordi de er frontløbere inden for bæredygtig og strategisk byudvikling bredt fordelt i Danmark, og dermed repræsenterer de forskellige danske regioner. Foruden byerne deltager også Region Syddanmark og Region Nordjylland. 

Rambøll og Grundejernes Investeringsfond er partnere i projektet og vil løbende bidrage til udviklingen.

DAMVAD og Kairos Future er valgt som analyse- og scenariepartner, og de står for udarbejdelsen af scenarier.

CITATER

”Byer kommer af sig selv – men det gør gode byer sjældent! Det er derfor helt afgørende for vores fremtidige livskvalitet, at vi udvikler vores byer, så de danner vitale, mangfoldige og bæredygtige rammer om menneskers liv. Vi ser DK2050 som en mulighed for at arbejde med denne vision og udvikle bæredygtige bystrukturer for mennesker.” – Jesper Nygård, adm. direktør Realdania.

”For at skabe bred opbakning til den grønne omstilling blandt byer, virksomheder og borgere skal vi vise, hvordan vi kan bruge den kommende forandring til at skabe et bedre samfund. Der er med andre ord brug for positive visioner for fremtiden frem for skræmmebilleder. Det skal DK2050 bidrage med.” - klima-, energi og bygningsminister, Martin Lidegaard

”Byerne spiller en vigtig rolle i at skabe et grønnere og mere bæredygtigt samfund. De danske byer og den danske arkitektur har en stærk tradition for at tænke i sammenhænge mellem mennesker, fællesskab, materialitet, funktion og behov. Det værdigrundlag er værd at bygge videre på i fremtiden. DK2050 kan være med til at vise hvordan.” - kulturminister, Marianne Jelved

”Et grønnere samfund begynder med grønnere byer - og mange danske byer er allerede internationale foregangseksempler. DK2050 kan være med til at inspirere resten af verden ved at vise, hvordan et bedre miljø både kan give bedre liv i byen og bedre bundlinje for virksomheder.” - miljøminister, Ida Auken

Ovenstående pressemeddelelse er udsendt af Dansk Arkitektur Center

  • DK2050 udvikles og drives af Dansk Arkitektur Center (DAC) i et partnerskab med Realdania og Kulturministeriet, Miljøministeriet, Erhvervs- og Vækstministeriet og Klima-, Energi- og Bygningsministeriet.
  • Foreløbig deltager ti kommuner i projektet: Aalborg, Aarhus, Ringkøbing-Skjern, Sønderborg, Fredericia, Middelfart, Odense, Kalundborg, Høje-Taastrup og København. Byerne er udvalgt fordi de er frontløbere indenfor bæredygtig og strategisk byudvikling og fordi de repræsenterer de forskellige danske regioner.  
  • Region Nordjylland og Region Syddanmark er også en del af deltagergruppen, og vil tilføre regional perspektiv og viden.
  • Rambøll og Grundejernes Investeringsfond er partnere i projektet, og vil løbende bidrage til udviklingen.
  • DAMVAD og Kairos Future er valgt som analyse- og scenariepartner, og de står for udarbejdelsen af scenarier.
  • Danmark 2050 bygger på et konkret og veldokumenteret vidensgrundlag etableret i tæt samarbejde med centrale aktører inden for planlægning og byudvikling, offentlige myndigheder, tænketanke, private virksomheder og vidensinstitutioner.
  • Der bliver nedsat et særligt videnspanel med nogle af Danmarks fremmeste forskere inden for grøn omstilling og byudvikling.
  • DK2050 skal give inspiration til det nationale projekt, der kommer til at udgøre Danmarks officielle bidrag til den 14. Internationale Arkitekturbiennale i Venedig i 2014 til præsentation i Danmarks nationale pavillon i Giardini Di Publici. Det er ambitionen at skabe en poetisk og kunstnerisk fortolkning af fremtidens Danmark i 2050 med afsæt i de sidste 100 års arkitektur- og landskabsarkitekturhistorie.
  • I Danmark er det først og fremmest i og omkring de større byer, at der er udsigt til voksende befolkning samt en markant stigende andel af ældre medborgere over 65 år:
    Kilde: http://www.dst.dk/pukora/epub/Nyt/2013/NR219_1.pdf
  • I de seneste 10 år er antallet af arbejdspladser tilsvarende rykket mod de større bybånd og byregioner. Se denne AE analyse:
    http://www.djoef.dk/blade/defacto/udgivelser/2013/nummer-2/~/media/documents/djoef/d/defacto/2013/2/regional%20besk%C3%A6ftigelsesudvikling.ashx
  • Omkring energi har Energistyrelsen senest lavet fremskrivning i 2012. Se side 5: http://www.ens.dk/sites/ens.dk/files/info/tal-kort/fremskrivninger-analyser-modeller/fremskrivninger/danmarks_energifremskrivning_2012_endelig_v1.2.pdf
  • Vindkraft antages af få en voksende betydning som energiform. På side 20 i ovenstående rapport ses det, at energiforbruget til vejtransport og luftfart forventes at stige markant. Det kan påvirkes endnu kraftigere af stigende pendling og stigende globalisering.