Udstilling: Hvordan er det at leve i Kinas kæmpebyer?

Nyhed

29. februar 2016

I Kina opføres nye storbyer med lynets hast, og eksisterende byer vokser til størrelser, som kan være svære at begribe. I udstillingen ’Livet i Kinas kæmpebyer’ på Dansk Arkitektur Center kan du opleve, hvordan det er at leve i kæmpebyerne.

Over en halv milliard kinesere er på få årtier flyttet fra land til by. Senest har den kinesiske regering meldt ud, at Beijing skal vokse sammen med to andre byer til én kæmpeby med i alt 130 millioner indbyggere. Men hvordan er det at bo i kæmpebyerne? Hvor 90 % af grundvandet er forurenet. Hvor skyskrabere på over 30 etager skyder op hver femte dag. Og hvor bilkøerne kan vokse sig 100 kilometer lange? 

Fotograf og formand for Tænketanken Urban, Niels Bjørn, er stærkt optaget af byudviklingen i Kina. Siden 2007 har han besøgt fem af Kinas største byer og dokumenteret livet, hverdagen og menneskene. Nu udstiller han sine fotografier på udstillingen ’Livet i Kinas kæmpebyer’, som han også har kurateret. 

Niels Bjørn siger: “Noget af det mest fascinerende ved de kinesiske storbyer er, hvor hurtigt og usentimentalt de gamle bydele viger pladsen for nye klumper af tårnbyggerier, som ligner hinanden. Men meget af det, som sker i Kina, sker også alle andre steder i verden i mindre radikal udgave. Urbaniseringen er en global kraft. At se på de kinesiske byer og byliv er som at se på de forstørrelser og forvrængninger af tendenser, vi også er påvirket af i Danmark. Det kan få os til at tune ind på, hvilke spørgsmål, vi bør stille os selv, når vi udvikler byerne herhjemme.”

Fotografierne giver, sammen med film og lydklip, en samlet oplevelse af, hvordan de kinesiske storbyer udvikler sig, og man kan både se fotografier af gamle og nye byområder. Udstillingen viser også, hvordan udviklingen står i stor kontrast til det liv, som den almindelige kineser lever i boligkvarterer, på pladser og i parker - og dermed, hvilke sociale og samfundsmæssige forandringer, som byernes udvikling fører med sig. 

’Livet i Kinas Kæmpebyer’ er udviklet og kurateret af Niels Bjørn i samarbejde med Dansk Arkitektur Center. Projektet er støttet af Realdania, Colorgruppen og FUJI film.

Udstillingen kan ses fra den 25. februar til den 8. maj. 

Læs mere om udstillingen på Dansk Arkitektur Centers hjemmeside.
 

{{ title }}

{{ description }}