Museum om verdenshistoriens største søslag åbner

Pressemeddelelse

9. september 2015

Sea War Museum Jutland åbner i Thyborøn på Jyllands vestkyst den 15. september 2015. Museet ligger i et historisk kulturmiljø på havnen i Thyborøn. Realdania har bidraget til projektet.

Sea War Museum Jutland fortæller om Jyllandsslaget, som er verdenshistoriens største søslag. Det fandt sted i Nordsøen den 31. maj og 1. juni 1916 og var det eneste større sammenstød mellem den britiske og den tyske flåde under første verdenskrig. 250 skibe og 100.000 mænd deltog i slaget, 25 skibe sank og 9.000 unge mænd mistede livet.
Det nye museum har hjemme i Thyborøn på Jyllands vestkyst, hvor lokale fiskere i 1916 bad en bøn for de tyske og engelske soldater. De kunne ikke se skibene, men lyden fra de store kanoner kom rullende ind fra havet som torden.

”Thyborøn er det perfekte sted for det nye museum. For mig har det en tæt forbindelse til slaget, og samtidig forholder det sig neutralt. Det er lettere at få nuancerne med, når museet ligger i Thyborøn, end hvis det lå i Storbritannien eller Tyskland. Begge lande har en meget tung arv fra krigen at håndtere”, siger Nick Jellicoe, barnebarn af den berømte britiske admiral John Jellicoe, der var øverstkommanderende for den britiske Grand Fleet under Jyllandsslaget.

Sea War Museum Jutland er skabt af den danske dykker og erhvervsmand, Gert Normann, der selv har udforsket en lang række skibsvrag i Nordsøen. For ham er Jyllandsslaget et stykke verdenshistorie i samme kategori som invasionen i Normandiet og bombningen af Pearl Harbor.

”Det var her, første verdenskrig blev afgjort. Den, der kontrollerede søvejen til Storbritannien, ville vinde krigen”, siger Normann.

Museet vil ikke kun fortælle om Jyllandsslaget, men også om fire års krig, der blev udkæmpet på, over og under havets overflade. Museet udstiller en stor mængde genstande fra krigen, som aldrig har været vist før og ikke kan ses andre steder.

Den officielle åbning foregår den 15. september 2015 med inviterede gæster fra Danmark og flere andre lande, inklusive efterkommere af højtstående officerer fra begge sider.

Et maritimt udstillingsmiljø

Sea War Museet er en del af et projekt, der skal skabe et stort, maritimt udstillingsmiljø i Thyborøn. Bag projektet står fonden Realdania, Lemvig Kommune og det danske subsea-firma JD-Contractor.

Museet er indrettet i de historiske ”Røde Huse” i Thyborøn, der tidligere tilhørte Vandbygningsvæsenet. Bygningerne er blevet renoveret og fremstår nu som et moderne, maritimt udstillingsmiljø.

”Det er en meget vigtig dag for Lemvig Kommune. Vi er meget stolte og vil gerne takke alle, der har gjort dette muligt” siger Lemvigs borgmester, Erik Flyvholm.
Det nye museum og det maritime udstillingsmiljø vil give hele området et unikt og kulturelt miljø på spidsen af Thyborøn på Danmarks vestkyst.

Realdania har fokus på det betydningsfulde kulturelle miljø, som området repræsenterer, som en tidligere arbejdsplads for kystbeskyttelse på dette, til tider, barske sted på Vestkysten. Midlerne er blevet givet med intention om at bibeholde, udvikle og aktivere det kulturelle miljø.

”Forvandlingen af stedet til et internationalt udstillingsmiljø betyder, at et af Thyborøns kulturelle miljøer vil forblive en del af områdets identitet i fremtiden”, forklarer Projektleder Eske Møller fra Realdania.

Programmet for åbningen kan ses på www.lemvig.dk

{{ title }}

{{ description }}