x

Det rå udtryk er bevaret

Varmehallen ligger centralt i Reginehøj med god fleksibilitet i forhold til brug af hallens lokaler og faciliteter. Varmehallen på ca. 150 m2 står stadig med overflader i samme rå udtryk, som da den blev brugt som varmehal. Væggene er beklædt med hvide fliser. Rørføring til installationer er synlige i det højloftede rum, hvor der som en del af ombygningen, er etableret et lille køkken og toiletfaciliteter.

Den største og mest markante ændring af den gamle varmehal er et nyt stort vindues- og indgangsparti, der sikrer mere lys og luft i den underjordiske hal, og en ny trappe der har forbedret adgangsforholdene og åbnet hallen op i forhold til omgivelserne. Trappen giver mulighed for at transportere større genstande ned til hallens værkstedsfaciliteter.
Hallen er blevet forsynet med nyt ventilations- og varmeanlæg, der sikrer et godt indeklima, hvor der samtidig er tænkt på akustikken. Ombygningen af den gamle varmehal til møde- og aktivitetsrum er et demonstrationsprojekt for genanvendelse af driftsbygninger, der ikke længere anvendes til deres oprindelige formål.

Værksteder, sport og musik

Udover værksteder til reparation af cykler, istandsættelse af møbler mv. er der mulighed for bordtennis, bordfodbold, bob, maling, hyggekrog og musikøvelokale mv. Varmehallen kan også bruges til mindre arrangementer og har stole i depot til møder, foredrag mv.

Alle beboere i de omkringliggende 403 lejligheder har mulighed for at benytte hallen, uanset om man kommer for at lave et konkret projekt eller bare vil hygge/hænge ud og få kontakt til andre beboere.

I samarbejde med Den boligsociale Helhedsplan er der etableret "faste" brugergrupper - fx en mandegruppe der benytter lokalet til værksted, og en kvindegruppe der anvender rummet til bevægelse og dans. Varmehallen rummer også aktiviteter, der er målrettet brugergruppen fra 10-18 år.

Det gode boligliv

Projektet gennemføres i et samarbejde mellem Reginehøjs afdelingsbestyrelse og Boligkontoret Aarhus. Projektet er en del af kampagnen Det gode boligliv, som støtter fysiske projekter, der udvikler de almene boligområders fælles faciliteter og viser nye veje til et godt boligliv.

Det gode boligliv