Aftale om opførelse af X-Huset i Vester Hæsinge på plads

Nyhed

30. september 2015

Ledelsen i X-Huset har nu underskrevet kontrakt om opførelse af Det Nye X-Hus i Vester Hæsinge. Aftalen indebærer, at projektering og udbudsrunde nu kan sættes i gang, således at byggeriet kan starte først i det nye år og med indflytning sidst på året.

Opførelsen af Det Nye X-Hus sker med støtte fra Lokale og Anlægsfonden, Faaborg Midtfyn Kommune, Realdania, KEN Fonden samt lokale borgere og virksomheder.

- Det er fantastisk, at vi er nået hertil. Det tager altid længere tid end man tror at få alle aftaler på plads med arkitekter, rådgivere og kommune, men nu er vi der, siger en synlig stolt Laurits Knudsen, formand for X-Huset, der her (i midten) underskriver kontrakten sammen med den øvrige ledelse i X-Huset.

Kontrakten er indgået med arkitektfirmaet Mutopia, København, der har udarbejdet vinderforslaget til Det Nye X-Hus. Mutopia skal sammen med ingeniørfirmaet OBH-gruppen stå for projektering, udbud og byggeledelse af projektet. Desuden har X-Hus-ledelsen tilknyttet Arne Brunholm Byggerådgivning, som bygherrerådgiver.

- Inden udgangen af 2015 er vi klar til at sende projektet i udbud. Projektet bliver udbudt i fagentrepriser, og vi håber at mange af de lokale håndværkere byder ind på at deltage i opførelsen af Det Nye X-Hus, fortæller Laurits Knudsen, formand X-Huset.

Kristina Adsersen, Mutopia udtaler - Dette er et helt særligt projekt at få lov til at arbejde med som arkitektrådgiver, da projektet udspringer af projektgruppen bag X-husets store engagement, jernvilje og medejerskab. Der ligger et stort stykke arbejde forude for at nå i mål, og vi glæder os rigtig meget til at tage fat i samarbejde med X-husets projektgruppe og
ingeniørerne fra OBH-Gruppen.

Det Nye X-Hus er en del af Lokale og Anlægsfondens særlige indsats med at udvikle eksempler på ny brug af lukkede folkeskolebygninger. Planerne for omdannelsen af de
gamle skolebygninger og de forbedrede forhold for X-Husets brugere er udført i samarbejde mellem Lokale og Anlægsfonden, de lokale brugere og arkitekterne fra Mutopia.

Efterfølgende støttede Lokale og Anlægsfonden etableringen af det nye X-Hus med 3 mio. kr. Projektet støttes herudover af Faaborg Midtfyn med godt 1,6 mio kr., og Realdania med
næsten 2 mio kr. Hertil kommer støtte fra KEN Fonden, egne midler og støtte fra lokale borgere og virksomheder.

Fyns største dagligstue
Opførslen af Det Nye X-Hus betyder, at en stor del af den tidligere skole i Vester Hæsinge ombygges og bl.a. får en ny og ret markant glasbygning. Når dørene slås op sidst i 2016, er det til nogle helt nye rammer under overskriften “Landsbyens dagligstue”. Nok den største “dagligstue” på Fyn, hvor glasbygningen bliver på 250 kvm.
I alt omfatter projektet 2.000 kvm, der indrettes med moderne faciliteter til store og små møder og aktiviteter til lokalområdets mange foreninger, festlokaler, idræt, åbne værksteder,
lokalhistorisk arkiv mv. - Det skal være hele lokalområdets samlingspunkt og dynamo, hvor vi alle uanset baggrund, alder og kultur føler det er naturligt at mødes. Vores pejlemærke er, at udvikle tilbud og muligheder indenfor natur, sundhed og kultur, fortæller Jørgen Brink, der er X-Husets projektleder.

- Det Nye X-Hus skal fungere i samspil med MDvuns-huset, som ligger i den anden halvdel af de tidligere skolebygninger. MDvuns-huset blev indviet i maj måned, og huser kommunens forebyggende indsats for børn, unge og familier der har det svært. 

- Bygningerne er vigtige, men det er indholdet også. Derfor lægger vi vægt på, at det er et fælles hus, for alle. Det skal være nemt at bruge huset og det skal opfylde mange behov og
nemt kunne omstilles.

- Det er en stor udfordring at omdanne tidligere folkeskolebygninger til nye formål. X-huset bliver et meget interessant bud på, hvordan den særlige slags bygningers karakter og rum kan omdannes til aktivt fritidsliv inden for både idræt og kultur,” siger Birgitte Carlsen, konsulent i Lokale og Anlægsfonden.

- Det Nye X-Hus er et rigtig godt eksempel på, at man kan ombygge en eksisterende skole til nye anvendelses muligheder, med høj arkitektonisk kvalitet. Med X- huset bliver der skabt et lokalt drevet kultur- og sundhedshus, hvor mennesker og foreninger kan mødes på tværs af interesser, køn, alder og sociale forudsætninger. Huset vil bidrage til, at nye fælleskaber kan opstå og lokalområdet fortsat kan udvikle sig, siger Per Schulze, der er programchef i Realdania.
 

{{ title }}

{{ description }}