x

Siden 1908 har Det røde klubhus i Skive været et centralt samlingspunkt for byens idræts- og foreningsliv. Det er tegnet af den lokale arkitekt Erik V. Lind.

Gennem alle årene har frivillige kræfter sørget for at holde det bevaringsværdige klubhus i live og ved lige. Men efter at et nyt, stort stadion blev bygget i Skive for nogle år siden, måtte Det røde klubhus flyttes fra sin oprindelige placering. Klubhuset stod nu ubrugt hen. Det kunne ses på det gamle, to-etagers træhus. Malingen sprækkede, og de fine, originale træudskæringer og metalornamenter var hårdt medtaget.

En flok ildsjæle besluttede at redde Det røde klubhus og skaffede penge til finansiering, så huset kunne flyttes til en ny grund og revitaliseres. Huset har nu fået et nyt hjemsted på Engvej 10 og er kommet til ære og værdighed igen, genopført med samme materialer og i samme udformning som før.

Klubhuset er indrettet indvendigt med moderne faciliteter, så det fremover kan bruges som forsamlingshus for foreninger og klubber i området – både veletablerede og helt nye, som har brug for lokaler til at starte aktiviteter i. For eksempel til små koncerter og kunstudstillinger. I sommerperioden skal huset bruges til udstillinger om Skives idræts- og sportshistorie. Planen er også at bruge huset i forbindelse med arrangementer, der afvikles på den nærliggende dyrskueplads.

Selve renoveringsarbejdet er sket i samarbejde mellem praktikelever fra Skive tekniske Skole, frivillige fra ”Foreningen Det røde Klubhus” og professionelle håndværkere. Renoveringen har lagt vægt på at bevare så mange originale dele af bygningen som muligt, samtidig med at bygningen er blevet tilført sit oprindelige udseende, bl.a. ved at reetablere balkonen på første sal – hvorfra der er en fin udsigt over Skive Å og Fjord.