x

Fotokonkurrence: Ko nummer 1045 ramte mig i mit ko-elskende hjerte

Pressemeddelelse 8. januar 2016

Skibsformanden Max-Peter fra Thorup Strand elsker Emmas foto af den siddende ko 1045.

- Det ser simpelthen for vildt ud. Den har åbenbart lige fået brug for en pause - det kan vi jo alle sammen lige få brug for.

 

Sådan siger skibsformanden Max-Peter Matthäi fra Thorup Strand, der fik æren af at være månedens dommer i forbindelse med fotokonkurrencen Det Ser Du Ikke I Byen, hvor Realdania og DR Kunstklub indtil videre har modtaget mere end 7000 fotos. De bedste fotos udstilles i Rundetårn i juni måned under Copenhagen Photo Festival.

 

Ko nummer 1045 ramte mig i mit ko-elskende hjerte

 

Vinderfotoet er taget af Emma Nørgaard, der kommer fra Bjert ved Kolding, men som nu bor med sin mor, morens kæreste og 16 heste i Herborg ved Skjern. Til dagligt passer hun ca. 260 Holstein-køer og hjælper til på stutteriet derhjemme. Derudover går hun på landbrugsskole og er ved at uddanne sig til landmand.

 

Vi fangede hende til et par spørgsmål.

 

Fortæl os lidt om dit vinderfoto.

 

- Jamen billedet af den siddende 1045 blev taget den 18. November kl. 06.21, da jeg var på arbejde. Jeg var i gang med at drive køerne ind på opsamlingspladsen, da de skulle malkes. Det er ikke særlig tit køer sidder sådan, og derfor syntes jeg det var så sødt. Samtidig sad hun og kiggede sådan rundt, på en helt speciel måde. Som om hun tænkte på et eller andet. Det ramte mig lige i mit ko-elskende hjerte. Egentligt syntes jeg, at billedet er for uskarpt og sløret, så kvaliteten er ikke særlig god. Men motivet er jeg bare helt vild med.

 

Hvad er et godt foto for dig?

 

- Et godt foto for mig er kendetegnet ved, at det for det første er et godt motiv. Sjovt, sødt, trist, opsigtsvækkende og sådan. Dernæst kommer kvaliteten. Jeg taget ofte billeder at alle mulige ting, fx. blomster, dyr, natur osv. Derfor går jeg faktisk en del op i kvaliteten af et billede. Derudover kommer farver, vinkel, dybde og sådan nogle ting. Jeg er faktisk ret kræsen med henhold til mine egne billeder. Hvis de ikke er perfekte, altså som jeg vil have dem, er de ikke gode nok.

 

Fotokonkurrencen Det Ser Du Ikke I Byen handler jo (bl.a.) om glæderne ved livet væk fra byen. Hvad kan du lide ved at bo på landet?

 

- Det jeg allermest elsker ved at bo der, hvor jeg gør, er omgivelserne. Naturen. Livet. Der er plads og åbne vidder. I sommerperioden er det snittere, traktorer og mejetærskere man hører, og ikke biler og andet by-støj. Og så er det bare fuldstændig vidunderligt at have marker omkring sig. Man kan gøre hvad man vil, så hvis man har lyst til at gå nøgen rundt i haven, så kan man gøre det, for der er ikke nogen naboer til at kukkelure over hækken - ha ha.

 

Du kan indsende fotos til fotokonkurrencen Det Ser Du Ikke I Byen frem til den 31. marts. Du kan uploade via Instagram, Facebook og Twitter og bruge #detserduikkeibyen - hvis du ikke bruger noget af det, så send dit foto per mail til kunst@dr.dk