Åbent hus hos Digegreven

Nyhed

21. november 2007

I næsten to år har der lydt bankeslag i Tønders hovedgade. Bag stilladser og presenninger har lokale håndværkere knoklet for at bringe en af Syddanmarks og dansk arkitekturhistories betydelige bygninger "Digegrevens Hus" tilbage til fordums storhed.

I dag troner "Digegrevens Hus" igen med værdighed i rækken af historiske ejendomme på Tønders hovedgade. Som afslutning på restaureringsarbejdet byder ejendommens ejer, Realea A/S, alle interesserede indenfor for at opleve det færdige resultat. Det sker ved et åbent hus arrangement i Digegrevens Hus, Vestergade 9 i Tønder fredag den 30. november 2007 kl. 14.30 - 17.30.

Barok og bindingsværk
"Digegrevens Hus" er opført i 1777 af den kendte Tønder-borger og tidligere borgmester Carsten Richtsen. Det har fået tilnavnet "Digegrevens Hus" efter en senere ejer, Bendix Todsen, der i 1876 fik titlen "Digegreve". Ejendommen består af to bygninger: foruden det imponerende forhus med gavl mod hovedgaden består det også af et pakhus i bindingsværk, der er opført to år senere.

Realea købte ejendomskomplekset i 2005 og selskabet har de seneste to år gennemført en gennemgribende restaurering af bygningerne, der i en årrække har været skilt ud i to ejerforhold, idet baghuset i 1966 blev skilt fra hovedbygningen. Det skete, da den daværende ejer forærede baghuset til en fond, hvis formål var at restaurere fredede og bevaringsværdige bygninger i Tønder. Ejendommen kom herved til at miste sit helhedspræg som samlet anlæg.

"Vi har med købet og restaureringen af det samlede anlæg ønsket at sikre at et af Danmarks måske fineste barokhuse bevares for eftertiden. Det samlede ejendomskompleks er jo både kendetegnende for og vidnesbyrd om Tønders historiske bebyggelses- og matrikelstruktur, med de ofte prangende beboelseshuse anlagt langs hovedgaden og med de mere ydmyge stald- og magasinbygninger placeret mod de bagvedliggende parallelgader", udtaler Realeas administrerende direktør Peter Cederfeld.

Offentlig adgang
Tønder kommune lejer fremover bygningerne, der bl.a. kommer til at huse kultur- og erhvervsafdelingen samt ydelseskontoret. Ejendommens smukke sal på 1. salen vil fremover blive brugt til repræsentative formål, bl.a. borgerlige vielser.

"Vi er meget begejstrede for, at det er lykkedes at få en lejeaftale med Tønder kommune, fordi det vil sikre, at der fremover er offentlig adgang til det historiske hus, så både Tønderborgere og egnens mange turister, kan få glæde af det betydningsfulde bygningskompleks", udtaler Peter Cederfeld.

Anekdoter og billeder
I forbindelse med restaureringsprojektet udgiver Realea en bog om huset og dets første ejer med bidrag af museumsinspektør Inger Lauridsen, Museum Sønderjylland Tønder og cand. mag. Jacob Aahauge. Det er første gang, at historien om Digegrevens Hus og husets opfører den kendte Tønder-borger Carsten Richtsen er samlet og udgivet.

Bogen udkommer og kan erhverves på åbent hus-dagen.

Læs mere om projektet her

{{ title }}

{{ description }}