Nu kommer der drøn på Nørre Snede Skolegård

Pressemeddelelse

23. februar 2015

Ny teknologi og større udfordringer på legepladsen er en af hemmelighederne bag fremtidens skolegård på Nørre Snede Skole. Mandag d. 2. marts klokken 11.00 tages det første spadestik til det nye legeunivers.

Ny teknologi og større udfordringer på legepladsen skal være med til at få flere børn på alle alderstrin i Nørre Snede til at røre sig – også de elever der ikke i dag bevæger sig tilstrækkeligt. Skolegården bliver også i højere grad åbnet for omverdenen, så byens familier kan bruge den uden for skolens åbningstid.

Projektet er en del af kampagnen Drøn på Skolegården, som er en invitation til landets kommuner og skoler om at udvikle og realisere innovative tiltag, der fremmer leg og bevægelse på skolens udearealer. Projektet er støttet af Realdania, Lokale og Anlægsfonden, Kræftens Bekæmpelse og Ikast-Brande Kommune.

Også elevernes værk
Blandt mere end 100 deltagende skoler kom Nørre Snede skole, for snart 1,5 år siden, i finalen om at tegne fremtidens skolegård. Projektet blev udviklet af Arkitektfirmaet Gustin A/S i tæt samarbejde med et stærkt team bestående af Jeanette Ishi Lehn, Jens Erik Dengsøe, Allan Lyng, Karina Nielsen, Bjørn Winter, Uffe Thybo, Hans Erik Pedersen og Mikkel og Anne, der repræsenterede eleverne. Undervejs i processen har været mere end 200 elever givet deres besyv til, hvordan fremtidens skolegård skal se ud. I 2014 kunne Nørre Snede Skole og projektteamet så række hænderne i vejret - da de blev udtaget som vindere.

"Jeg glæder mig meget til at eleverne på skolen får et fantastisk sted at opholde sig i frikvartererne, men også i undervisningen, når vejret – og indlæringen – tillader det. Det har været en spændende proces at følge elevernes workshop, arbejdsteamets seriøse arbejde og i det hele taget se idéerne udvikle sig fra drømme til virkelighed. Målet har fra starten været at skabe et nytænkende lærings- og legelandskab, og det mener jeg i høj grad er lykkedes," siger skoleleder Hans Erik Pedersen.

Arkitekterne kendt i byen
Projektet er tegnet af arkitektfirmaet Gustin A/S, der arbejder med oplevelsesbaseret landskabsarkitektur. Gustin har bl.a. tegnet Nørre Snede torv, busholdeplads og hjerterute, og er netop nu ved at realisere Hernings nye kulturgård.
"Det har været helt unikt at mærke en så stærk opbakning til projektet! Der har i gennem hele forløbet været et stort ønske om at skabe et helt unikt område, som vi alle kan blive stolte af," udtaler arkitekt Stephan Gustin, der nu ser frem til en god byggeproces.

Det er entreprenørfirmaet A/S Ole Andersen, der skal omsætte planerne til virkelighed, da de var billigst ved tilbudsgivningen. A/S Ole Andersen er et firma fra Herning, der har stor erfaring og rutine i både større og mindre opgaver indenfor entreprenør-, kloak- og anlægsarbejde.

Den nye skolegård forventes at stå færdig, når eleverne starter i skolen efter sommerferien.

{{ title }}

{{ description }}