x

Åbent hus i arkitekt Edvard Heibergs eget hus - Nordens første funkisvilla

Pressemeddelelse 8. juni 2009

Bladgrønne vinduesbånd. En balkon i jernbeton. Okkergule vægge. Heibergs funkisvilla fra 1924 markerer med sin form, konstruktion og farver funktionalismens ankomst i Norden. Oplev det enestående bygningsværk, når Realea for første gang åbner dørene til huset.

Kom til åbent hus og stift bekendtskab med den dansk-norske arkitekt Edvard Heibergs banebrydende arkitektur, som var begyndelsen på funktionalismens opgør med klunkestuer, ornamenter og overflødig pynt.

  • Søndag den 14. - tirsdag den 16. juni, alle dage kl. 12-17
  • I.H. Mundts Vej 16, 2830 Virum
  • Alle interesserede er velkomne, gratis adgang

"Huset repræsenterer et nybrud i nordisk arkitekturhistorie og er det første eksempel i Norden, hvor den internationale modernismes ideer er omsat så gennemført. Den farverige villa punkterer samtidigt den gængse forestilling om det hvide, afdæmpede funkishus. Derfor er vi glade for at vise huset, som normalt ikke er åbent, frem for offentligheden", udtaler administrerende direktør i Realea, Peter Cederfeld.

Boligens udformning skulle være rationel og praktisk. Det var i farverne, at æstetikken og skønheden skulle findes, mente Heiberg, som var stærkt inspireret af Bauhaus-skolen og den fransk-schweiziske arkitekt Le Corbusier.

Den aparte farvesætning og kombination af materialer fik i 1920erne det pæne borgerskab til at spærre øjnene op. Men bygherren tog det med ophøjet ro:

"Det er Lyngby befolknings søndagsfornøjelse at tage ud og grine af det", bemærkede han.

Fra søndag den 14. juni til tirsdag den 16. juni er der nu mulighed for at opleve det provokerende og særegne byggeri, når Realea holder åbent hus.

Realea erhvervede i oktober 2006 arkitektens Edvard Heibergs eget hus på I.H. Mundts Vej 16 i Virum. Selskabet har nu afsluttet en gennemgribende restaurering af ejendommen, som Edvard Heiberg tegnede og opførte til sig selv og sin familie i 1924.

For yderligere oplysninger kontakt:
Administrerende direktør Peter Cederfeld, Realea. Tlf: 70 11 06 06 / pc@re.dk