x

Havnebad bliver Faaborgs nye attraktion

Pressemeddelelse 15. juni 2010

Fra 2011 vil både Faaborgs borgere og byens turister kunne boltre sig i et nyt havnebad. Det nye havnebad etableres i tilknytning til en nyanlagt havnepark, der sammenlagt vil give mange forskellige muligheder for sport, leg og udendørs aktiviteter. Det nye Faaborg Havnebad bliver realiseret i et partnerskab mellem Faaborg-Midtfyn Kommune og Realdania.

Faaborg-Midtfyn Kommune har gennem længere tid arbejdet på at få etableret nye bade- og søsportsmuligheder i Faaborg by. Det er Faaborgs borgere, der i arbejdet med den såkaldte Masterplan Faaborg har peget på, at et bynært havnebad giver god mulighed for at udvikle vand og badeaktiviteter i byen. Havnebadet er et af fire større projekter, som indgår i Masterplan Faaborg, en plan der skal fremme byens udviklingsmæssige potentialer som en attraktiv bosætnings- og turistby.

Havnebadets beliggenhed centralt i byen ved byens havnepark og tæt på lystbådehavnen giver optimale muligheder for, at tiltrække turister og borgere fra hele byens opland og det øvrige Fyn – og på denne måde understøtte udviklingen i hele byen.

Badet skal kunne bruges både sommer og vinter og skal rumme trygge badefaciliteter for de mindre børn, et bassin med udspring til større børn og voksne samt omklædnings- og saunafaciliteter. Havnebadet vil også rumme muligheder for forskellige former for vandsportsaktiviteter som f.eks. vandpolo og kajakpolo.

Faaborg by har et helt særligt bymiljø, og havnebadet skal derfor udformes under hensyn til købstadens og øhavets kvaliteter. Havnebadet skal i sit udtryk fremstå som et nyt vartegn i byen, der kan fungere som et moderne og respektfyldt modspil til byens historiske kvaliteter.

”Jeg glæder mig meget over, at det nu lykkes at få etableret et havnebad i Faaborg til glæde for alle borgere og turister. Det er en god dag for Faaborg,” siger Borgmester Hans Jørgensen, og fortsætter: ”Etableringen af havnebadet ser jeg derfor også som et afgørende tegn på, at arbejdet med Masterplan Faaborg kommer til at få en positiv betydning for Faaborg og byens udvikling”.

”Vi tror på, at et rigtigt havnebad – som vi blandt andet kender det fra København – kan bidrage til at skabe aktivitet og livskvalitet for et bredt udsnit af borgerne i Faaborg og byens turister. Vi lægger stor vægt på, at havnebadet indgår som et centralt element i masterplanen for byens udvikling, og dermed understøtter Faaborgs potentiale som en moderne og aktiv bosætnings- og turistby,” siger Hans Peter Svendler, direktør i Realdania.

Planlægningen af havnebadet bliver igangsat til august, og badet skal være klar til åbning, når højsæsonen starter i 2011. Realdania bidrager med 10 mio. kr. og Faaborg-Midtfyn Kommune med 5 mio. kr.