x

Historiske købsstæder, øhav og de kuperede ’sydfynske alper’. Faaborg-Midtfyn Kommune har mange attraktioner, men møder også udfordringer i form af færre borgere, flere ældre, færre unge, færre arbejdspladser, flere på overførelsesindkomst og en mangelfuld infrastruktur.

Kommunen er geografisk stor og rummer mange forskellige facetter, og det er ikke muligt at udvikle én enslydende strategi for alle områder. Derfor har Faaborg-Midtfyn inddelt kommunen i tre egne: Faaborg-egnen, Ringe-egnen og ’Forstadsbåndet’.  Gennem strategiarbejdet skal de tre egne styrke hver sin profil for derigennem at forstærke kommunens samlede identitet.

Faaborg-egnen har øhavet, bakkerne, landskabet og Faaborg som gammel købstad. Ringe-egnen har tradition for fællesskab og demokrati - heriblandt mange fri- og efterskoler, mange foreninger og en stærk cykelprofil. Forstadsbåndet er kommunens nordlige del og er kendetegnet ved en række stærke bysamfund, der identificerer sig som forstad til Odense.

Målet med strategiarbejdet er at udvikle og styrke profilen for hver af de tre egne for bedre at kunne kommunikere, hvad de hver især kan tilbyde af særegne kvaliteter. At skabe en øget bevidsthed om den gensidige afhængighed mellem by og land er også en del af målsætningen. Og ikke mindst skal den formulerede strategi kunne anvendes af kommunen til at prioritere fremtidige indsatser.