Et slidt idrætsanlæg i Nordby på Fanø har fået nyt liv som hjemsted for et udendørs bibliotek og en stribe aktiviteter, der gør det nemt og sjovt at røre sig. I det nye bevægelseslandskab vil den besøgende kunne prøve kræfter med klatremøbler, boldspil, cykelbane, beachvolleybane, atletik og meget andet.

Naturen gjort synlig
Foruden nyt og spændende inventar er der som en del af projektet sket en større bearbejdning af landskabet i området. Træer og andre typiske elementer fra den omgivende natur fremhæves, så den besøgende får en anderledes oplevelse, når de bevæger sig rundt i området.

Borgere og foreninger har bidraget
Udviklingen af bevægelseslandskabet er sket i et samarbejde mellem en række lokale foreninger og borgere, Fanø Kommune, Realdania samt Lokale og Anlægsfonden. GHB Landskabsarkitekter har tegnet projektet.

Motion og lokale kvaliteter
Den grundlæggende ide har været at skabe et sted, som giver borgerne lyst til at bevæge sig og dermed bidrager til deres sundhed. Samtidig har bevægelseslandskabet bundet Nordby og det omgivende landskab bedre sammen.

Deltag i indvielsen
Alle er velkomne, når det nye aktivitetsområde for kultur og idræt skal indvies på Fanø.

Fredag den 6. september 2013 kl. 12.30 – 16.00 på pladsen foran Nordby Skole.

Program

Officiel åbning

12.30 Velkomst og tale ved:
Lena Hestbek Jensen, formand for byggeudvalget og medlem af Fanø Byråd

Rundvisning ved byggeudvalget – foreninger mfl. viser hvad det nye område kan bruges til

13.15 Samling og forfriskninger ved scenen og udebiblioteket

13.30 Tale ved Anne-Mette Gjeraa fra Realdania

13.45 Tale ved Per Schulze fra Lokale og Anlægsfonden

14.00 Tale ved Fanøs borgmester Erik Nørreby

14.15 Området åbnes

Åbent hus

14.30 Forfriskninger til alle ved scenen og udebiblioteket

14.30 – 16.00 Musik og underholdning fra scenen

14.30 -16.00 Udebiblioteket demonstreres af Fanø Bibliotek

14.30 – 16.00 områdets mange aktivitetsmuligheder demonstreres af foreningslivet.

16.00 Slut


FAKTA


Baggrund
Projektet "Den røde tråd" er udviklet på baggrund af et forprojekt kaldet "By møder natur", der blev støttet af Realdania. Målet var at undersøge mulighederne for at forvandle det gamle idrætsområde ved Nordby Skole til et nyt attraktivt område for idræt, kultur og foreningsliv på Fanø. En plan for nyindretningen af området har i mere end halvandet år været gennem en grundig proces og høring på Fanø i tæt samarbejde med Fanø Kommunes Folkeoplysningsudvalg.

Lokale og Anlægsfonden har efterfølgende medvirket til den videre projektudvikling, kvalificering og finansiering af Fanøs nye bevægelseslandskab.

Finansiering
Projektet finansieres med bidrag fra:

  • Fanø Kommune: 3 mio. kr.
  • Realdania: 3,6 mio. kr.
  • Lokale og Anlægsfonden: 2 mio. kr.
  • LAG Fanø 200.000 kr.
  • OK/Brugsen 10.000 kr.
  • DBU 150.000 kr.

{{ title }}

{{ description }}