Tre visionære bud på fremtidens Farum midtby

Pressemeddelelse

2. november 2011

Mennesker mødes ved kanaler, på pladser eller i en ny bypark i midten af Farum. Det er blot nogle af de spændende ideer og forslag, som tre dygtige tegnestuer mener, kan gøre Farum til en af Fremtidens forstæder. Fra den 5. november kan man opleve forslagene i Farum Kulturhus.

De tre tegnestuer, som står bag de visionære bud på en nytænkende og bæredygtig udvikling af Farum midtby, er:

JWH ARKITEKTER

We architecture

Preben Skaarup landskabsarkitekt

NIRAS

Gitte Malling  

TEGNESTUEN VANDKUNSTEN

Esbensen A/S

Sloth Møller A/S

Tyréns AB (SE)

Lise Gamst

EFFEKT

ARKITEMA ARCHITECTS

Center for idræt og arkitektur

Bo Grönlund

De tre tegnestuer er i denne uge udvalgt til at gå videre i fase 2 af Furesø Kommunes og Realdanias arkitektkonkurrence ’Farum i udvikling’. Konkurrencen er en del af Realdanias initiativ Fremtidens Forstæder, der sætter forstædernes udvikling til debat gennem en række demonstrationseksempler i seks danske kommuner.

”Det er nogle meget spændende visioner for Farum midtby, som nu er blevet udvalgt. Jeg glæder mig til, at projekterne bliver udstillet og til at høre borgernes meninger”, siger borgmester Ole Bondo Christensen.

Formand for planudvalget John Ingemann Allentoft supplerer:

”Forslagene viser, at Farum midtby kan udvikles til et mere sammenhængende og attraktivt byområde. I den næste fase skal de tre udvalgte projektforslag tilpasses det kommende byggeri på Farum Bytorv. Det ser jeg frem til”, siger John Ingemann Allentoft.

Astrid Bruus Thomsen, der er projektleder hos Realdania, siger:

"Det har været rigtig spændende at se de meget forskellige bud på Farums udvikling i de 6 forslag. De tre forslag, som er udvalgt, har hver deres strategi for, hvordan fremtidens bæredygtige forstad kan se ud i Farum. Forslagene tager alle afsæt i en betydelig fortætning, som gennem mangfoldige nye funktioner og bypladser giver grobund for en levende, mangfoldig og bæredygtig by, der understøtter kvaliteter, som allerede er til stede i Farum.”

Udstilles i kulturhuset i Farum

De tre projekter bliver udstillet i foyeren i kulturhuset i Farum fra den 5. til den 21. november. Den 5. november 2011 kl.13.00 -15.00 vil der være fernisering af udstillingen ved borgmester Ole Bondo Christensen og formand for planudvalget John Ingemann Allentoft.

Miljørådsmøde om arkitektkonkurrencen

På miljørådsmødet den 9. november 2011 kl. 19.30-21.45 vil de tre forslag også blive præsenteret. Mødet finder sted i Farum i foyeren i Kulturhuset. Alle er velkomne til arrangementet.

Baggrund

’Farum i udvikling’ blev skudt i gang den 24. juni 2011. Formålet er at få en helhedsplan for midtbyen med vægt på mere byliv og sammenhæng på tværs af byen, nye anvendelser af Bybækgrunden og en styrkelse af Farum Midtpunkt. Arkitektkonkurrencen er én af i alt seks konkurrencer i Realdanias initiativ ’Fremtidens Forstæder’. Initiativet skal skabe debat om og visioner for en fremtidig bæredygtig udvikling i forstæderne.

Projektet kan følges på www.furesoe.dk/farumiudvikling. Her kan de tre kandidaters konkurrenceforslag også ses. Forslagene går nu videre i konkurrencens afsluttende fase, hvor de skal bearbejdes og præciseres yderligere, før man vælger den endelige vinder om et par måneder.

Læs mere om Realdanias initiativ ”Fremtidens forstæder” på: www.forstaden.dk

 

{{ title }}

{{ description }}