x

Fem teams prækvalificeret til sidste konkurrence i Fremtidens Forstæder

Pressemeddelelse 16. marts 2012

Fem teams med stærke kompetencer inden for blandt andet landskabsplanlægning, bosætningstendenser og energirigtig byplanlægning er klar til at udvikle planer for Ydre Østerbro i Nykøbing-Falster. Konkurrencen bliver den sidste af seks konkurrencer i Fremtidens Forstæder.

En stor del af danskerne bor i forstæderne. Ikke blot omkring de største, danske byer, men også i provinsbyer som Nykøbing-Falster. En arkitektkonkurrence i samarbejde mellem Realdania og Guldborgsund Kommune skal sætte fokus på, hvordan et forstadskvarter i en provinsby uden for de store vækstregioner kan fremtidssikres. De tværfaglige teams, som er inviteret til at deltage i konkurrencen, skal bl.a. vurdere, hvilke målgrupper for bosætning, der skal planlægges for i fremtiden.

I et alsidigt og spændende felt bestående af 15 interesserede og kvalificerede teams har Guldborgsund Kommune og Realdania udvalgt:

  • Arkitema
  • Elkiær + Ebbeskov arkitekter
  • Henning Larsen Architects
  • SLA a/s
  • Svendborg Architects

Fremtidssikring og udvikling af forstadens boligområder

De fem teams går nu videre til selve konkurrencen, som udskrives den 26. marts 2012.

”Vi er glade for at have fået denne mulighed for at sætte Nykøbing Falster på landkortet som et af fremtidens spændende bosætningsområder, hvor der eksperimenteres både med nye holdbare løsninger indenfor boligformer, energi og klimatilpasning og med en alternativ brug af alle vores flotte naturområder, der bogstavelig talt ligger lige udenfor vores vinduer”, udtaler John Brædder, borgmester i Guldborgsund kommune.

"Vi synes det er spændende at få mange forskellige bud på Fremtidens Forstæder fra et bredt felt af deltagere. Med konkurrencen i Guldborgsund ser vi nogle spændende muligheder for at få seriøse analyser og forslag til, hvordan vi fremtidssikrer forstadsområder med nye, energirigtige boliger, der samtidig matcher ændrede krav og behov i befolkningen i en fremtid, hvor vi bliver langt flere ældre", udtaler Astrid Bruus Thomsen, projektleder i Realdania.

Fakta

De fem teams består af:

Team 1

Arkitema K/S
Holscher Arkitekter
Rambøll
Social Action
Institut for Fremtidsforskning ved Niels Bøttger-Rasmussen

Team 2
Elkiær + Ebbeskov arkitekter ApS
Gottlieb Paludan+Public Arkitekter
GHB Landskab
Hundsbæk & Henriksen Ingeniører
Rekommanderet
Dan-Ejendomme

Team 3

Henning Larsen Architects A/S
Alectia A/S
Thing & Wainø ApS
Mag.art. i etnografi og ph.d. i antropologi Mark Vacher

Team 4

SLA a/s
TRANSFORM APS
TRANSSOLAR GmbH
KUBEN MANAGEMENT A/S

Team 5

Svendborg Architects Aps
BBP Arkitekter AS
1:1 landskab aps
Buro Happold
Oxford Research