Det er læringen fra Realdanias kampagne Fremtidens Forstæder, hvor 29 af Danmarks stærkeste rådgiverteams har givet bud på, hvordan man skaber fremtidens forstad. Resultaterne fra kampagnen kan nu læses i bogen ”Fremtidens Forstæder” og opleves på en udstilling i Dansk Arkitektur Center. Bog og udstilling lanceres torsdag den 23. maj kl. 16.00 i Dansk Arkitektur Center, Strandgade 27B.

Del af større indsats

Forstaden er et af de vigtigste transformationsområder for byernes udvikling lige nu. Men også et af de sværeste. Forstaden er bosted for godt halvdelen af alle danskere og har mange potentialer, men også mange udfordringer. Her er lys og luft, men også behov for større tæthed, en opdateret erhvervsstruktur og løsninger på klimaforandringerne.

Mange steder arbejder man allerede med at udvikle forstadens struktur og arkitektur. Men hvordan sikrer man, at projekterne bliver bæredygtige og rustet til fremtiden? Det kom Forstædernes Tænketank, nedsat af Realdania og Naturstyrelsen, i september 2012 med 10 konkrete anbefalinger til.

Sideløbende med Tænketankens arbejde har Realdania sammen med seks kommuner afholdt arkitektkonkurrencer. Konkurrencerne tager fat om otte centrale temaer for forstæderne: 

  • Tæt og integreret forstad
  • Fremtidens bosætning
  • Den grønne og blå forstad
  • Levende og inkluderende forstad
  • Bæredygtige bosteder
  • Fremtidens forstadserhverv
  • Forstadens energi
  • Bæredygtig forstadstrafik 

Ud fra temaerne kom 29 teams med visionære bud på at opdatere seks udvalgte forstadsområder i Danmark.

Den vigtigste læring er, at der ikke findes nogen universalopskrift. Der findes forskellige opfattelser af, hvor tætte forstæderne skal bebygges, og hvilken rolle landskabet skal spille i fremtidens forstæder. En bæredygtig udvikling skabes gennem benhårdt arbejde, vedholdenhed og evne til at se de åbninger, som over tid kan gøre et forstadsområde mere bæredygtigt.

Hent inspiration til planlægning og proces

I bogen Fremtidens Forstæder samles alle erfaringer fra kampagnen Fremtidens Forstæder. Udvalgte videnspersoner kommenterer og perspektiverer de otte temaer og konkurrencerne. 

Derudover kan man opleve resultater og erfaringer fra kampagnen i udstillingen Fremtidens Forstæder, som vises i Dansk Arkitektur Center. Her præsenteres de otte temaer og vinderforslagene.

Arkitekt og lektor Tom Nielsen siger om Fremtidens Forstæder: ”Kampagnen har resulteret i en rig værktøjskasse af konkrete ideer og modeller til omdannelse af forstaden. Det må være en gave til kommuner og projektudviklere i de kommende år, og jeg kan absolut anbefale alle at studere alle de projekter, der er lavet. Jeg er sikker på, at denne kampagne også om 10 år vil stå som et vigtigt bidrag til den fortsatte diskussion om forstædernes udvikling som bæredygtige og attraktive bymiljøer.”

Debatseminar

Realdania og Naturstyrelsen afholder som en del af arbejdet med fremtidens forstad også et debatseminar på Dansk Arkitekt Center for fagligt interesserede torsdag den 23. maj - samtidig med lancering af bogen ”Fremtidens Forstæder” og åbning af udstillingen.

Her vil danske og udenlandske eksperter diskutere forstadens udfordringer og potentialer i lyset af erfaringerne fra kampagnen ”Fremtidens Forstæder” og anbefalingerne fra Forstædernes Tænketank.

Fakta

  • De seks arkitektkonkurrencer er gennemført i 2011-2013 i Aalborg, Albertslund, Farum, Glostrup, Nykøbing Falster og Vejle. COWI har fungeret som sekretariat for kampagnen.
  • Bogen Fremtidens Forstæder er udgivet af forlaget Bogværket og Realdania. Den kan købes hos i alle boghandlere og i Dansk Arkitektur Center til 278 kr. Begrænset oplag.
  • Udstillingen Fremtidens Forstæder kan opleves fra den 23. maj til 23. juni 2013 i Dansk Arkitektur Center, Strandgade 27B, København K. Læs mere på www.dac.dk
  • Læs mere om kampagnen Fremtidens Forstæder på www.forstaden.dk
  • Læs mere om Forstædernes Tænketank på www.naturstyrelsen.dk. Her kan Tænketankens rapport downloades.
  • Realdanias arbejde med forstæderne fortsætter blandt andet med initiativet "Kickstart Forstaden version 2.0". Det omfatter 3-5 større byrums- og byggeprojekter i forstæderne. Projekterne skal fungere som innovative eksempler på, hvordan forstædernes byområder kan fornyes i samarbejde mellem kommuner, grundejere og investorer. Læs mere om Kickstarten på www.realdania.dk

 

{{ title }}

{{ description }}