x

To teams videre i konkurrencen om Fremtidens Forstæder i Vejle

Pressemeddelelse 31. maj 2012

Løget Center med nye funktioner, netværkspark i erhvervsområdet ved Diskovej og Grønlandsvej som skovklædt indfaldsvej. Det er nogle af de spændende ideer, som to arkitektteams foreslår kan gøre Søndermarken i Vejle til en af ’Fremtidens Forstæder’.


De to arkitektteams, som står bag de visionære bud på en innovativ og bæredygtig udvikling af Søndermarken, er:

  • COBE i samarbejde med Kragh & Berglund; Esbensen Rådgivende Ingeniører, Sloth Møller, konsulent Hans Kristensen og ICP
  • TRANSFORM i samarbejde med SLA, Grontmij og Social Action

De to teams er udvalgt til at gå videre i anden fase af Vejle Kommunes og Realdanias arkitektkonkurrence ” Søndermarken – visioner for Fremtidens Forstad”.

Konkurrencen er en del af Realdanias initiativ ’Fremtidens Forstæder’, der sætter forstædernes udvikling til debat gennem arkitektkonkurrencer i seks danske kommuner.

I alt var fem teams prækvalificeret i konkurrencen. Alle fem forslag vil kunne ses på en stor udstilling på Løget Center.

Borgmester Arne Sigtenbjerggaard udtaler:

”Det er nogle meget spændende visioner for Søndermarken, som nu er blevet udvalgt. Vi har haft mange frugtbare diskussioner i dommerkomiteen om generelle forhold i forstæderne og konkret om Søndermarken. Vi er blevet meget klogere på alle de forhold, der skal være med til at gøre forstæderne bæredygtige i fremtiden. Vi er vant til at arbejde med ambitiøse planer og visioner i Vejle, og jeg er glad for at se de mange visioner til Søndermarken. På den måde er det meget udviklende for kommunen at være med i arkitektkonkurrencen”.

Astrid Bruus Thomsen, projektleder i Realdania, siger: 

"Det har været rigtig spændende at se de meget forskellige bud på udvikling af Søndermarken. De to forslag, der går videre, har hver deres strategi for fremtidens bæredygtige forstad i Vejle. Det har været spændende at se, hvordan holdene har brugt landskabet som løftestang for udvikling af et forstadsområde. Det gælder nu om at arbejde videre med de mange gode idéer i de to forslag, så visionerne kan foldes ud til realistiske og bæredygtige løsninger”.

Formand for Boligforeningen AAB Hans Helge Andersen glæder sig over den fokus, der nu kommer på Søndermarken.

”Jeg tror helt bestemt, at konkurrencen vil være med til at styrke Søndermarkens image. De mange visioner i forslagene passer fint sammen med den helhedsplan, som AAB er lige ved at sætte i gang. Vi kan bidrage med mange ting i Fremtidens Forstad på Søndermarken og glæder os til at kunne præsentere forslagene i vores nye kvartershus. Jeg glæder mig også til at se nogle mere konkrete forslag til udvikling af boligforeningens arealer i den næste fase af konkurrencen”.

Baggrund

Konkurrencen for ”Søndermarken – Visioner for Fremtidens Forstad” blev skudt i gang i januar 2012.

Formålet er at få en visionsplan og udviklingsstrategi for Søndermarken. Der er særligt fokus på de arkitektoniske visioner for bebyggelsen og byrummene, naturområderne som magneter for oplevelser, en mangfoldig og levende forstad med udvikling af kultur og erhverv og endelig en ny udformning af Grønlandsvej.

Arkitektkonkurrencen er én af i alt seks konkurrencer i Realdanias initiativ ’Fremtidens Forstæder’. Initiativet skal skabe debat om og visioner for en fremtidig bæredygtig udvikling i forstæderne i Danmark.

Projektet kan følges på www.forstaden.dk. Her kan de to kandidaters konkurrenceforslag også ses.

Forslagene går nu videre i konkurrencens afsluttende fase, hvor de skal bearbejdes og præciseres yderligere, før man vælger den endelige vinder til december.

Læs mere om Realdanias initiativ ”Fremtidens forstæder” på: www.forstaden.dk

Pressemeddelelsen er udsendt af Vejle Kommune.