x

Aabenraa skal redefineres som købstad 

Aabenraa Kommune skabte en strategisk og langsigtet plan for, hvordan byen skal udvikle sig frem mod år 2035 – det år, hvor Aabenraa i øvrigt kan fejre sit 700-års jubilæum som købstad. Visionen med planen var at blive en af de smukkeste, mest levende og moderne købstæder i Danmark.

Ligesom mange andre danske byer er Aabenraa i disse år ved at redefinere sig som købstad. Aabenraa har en central placering i Grænselandet og huser blandt andet mange af områdets administrative og kulturelle institutioner.

Desuden har Aabenraa mange grønne områder, en attraktiv placering ved fjorden og en lang tradition for høj kvalitet i arkitektur og by- og landskabsrum. Imidlertid er ændringer i demografi, ændrede konkurrencevilkår og klimaudfordringer nogle af de problemstillinger, som Aabenraa står over for – nu og i fremtiden.

Processen bag

Analyser og forundersøgelser af forskellige relevante temaer samt inddragelse af centrale interessenter dannede i første fase grundlag for et konkurrenceprogram om planen. Derefter inviterede vi sammen med Aabenraa Kommune til en række tværfaglige teams af arkitekter, landskabsarkitekter og byplanlæggere til at komme med konkrete forslag til, hvordan planen kunne gøres til virkelighed. I 2013 valgte en dommerkomite vinderforslaget fra COBE/SLA.
Aabenraa Kommune arbejder nu med at realisere planen fra 2014 og frem til jubilæet i 2035. En vigtig milepæl i den forbindelse vil være åbningen af regionens nye sygehus, Sygehus Sønderjylland, som forventes færdigt i 2020, og som vil få stor betydning for Aabenraa.

Økonomi

Budgettet for visionsplanen var 3,3 mio. kr. Heraf finansierede Aabenraa Kommune 1,5 mio. kr. og vi bidrog med 1,8 mio. kr.