x

Planen for Aabenraa som fremtidens købstad er en realitet

Pressemeddelelse 7. marts 2014

De tre vinderprojekter fra arkitektkonkurrencen Aabenraa - Fremtidens Købstad er nu forenet i én udviklingsplan for fremtidens Aabenraa. Udviklingsplanen kredser om tre vigtige drivkræfter, som skal booste byens udvikling. Den giver samtidig retning for handling og indeholder en strategi for at gøre visionerne til virkelighed. Bag udviklingsplanen står Aabenraa Kommune og Realdania

Klimaboulevarden, Campus-Ramblaen og Handels- & Kulturloopet. Det er de tre markante kendetegn, som kan være med til at gøre fremtidens Aabenraa til fremtidens købstad i 2035.

Gennem hele projektet har det bystrategiske niveau været diskuteret – Aabenraa bys udfordringer minder i høj grad om det, der er generelle tendenser for byer landet over.

Derfor er visionerne delt i to: Visioner for fremtidens købstæder generelt, og visioner for fremtidens Aabenraa.

Generelt gælder, at fremtidens købstad skal være:

  • Fremtidssikret
  • Fremtidsfokuseret
  • Fremtidsparat

Fremtidens Aabenraa skal derudover være:

  • En by med et styrket hjerte
  • Et sundhedscentrum i Sønderjylland
  • En moderne og levende købstad

Visionerne for fremtidens Aabenraa tager afsæt i de stedbundne kvaliteter og potentialer. Aabenraa er med andre ord en by, som holder fast i traditionerne, men samtidig følger tidens trends.

- Jeg er stolt af at kunne præsentere planen, som har et meget højt ambitionsniveau. Det har den, fordi vi kun ved at være ambitiøse kan opnå vores visioner. En købstad som Aabenraa er under stærkt pres, fordi byen ikke længere er et naturlig handelscentrum. Handlen foregår mange andre steder, blandt andet også på internettet. Derfor må der andre former for liv ind i købstaden, hvis den skal overleve. Det kan vi opnå med denne plan, forventer borgmester Thomas Andresen.

Han pointerer, at det fokus, der lægges på Aabenraa som hovedby i kommunen, også er et fokus på hele kommunen. Hovedbyen er kommunens ansigt mod omverdenen, og en stærk hovedby smitter positivt af på bysamfund og landdistrikter i resten af kommunen.

Realdania har bidraget til visionsprocessen bag udviklingsplanen. Det har været et godt og konstruktivt samarbejde, der blev påbegyndt sommeren 2012, og som nu rundes af med præsentationen af udviklingsplanen.

- Konkurrencen Aabenraa – Fremtidens Købstad har nu givet Aabenraa Kommune en både fin og perspektivrig udviklingsplan. De tre teams er kommet med forslag til bymæssige greb, der håndterer de problemstillinger, som Aabenraa står over for. Det gælder bl.a. havvandsstigninger og øgede regnmængder, forandringer i handelslivet og kobling af væsentlige funktioner i bymidten, siger Astrid Bruus Thomsen, programchef i Realdania, og fortsætter:

- Forslagene anviser klogt, hvordan løsninger på byens problemstillinger kan give Aabenraa nye bymæssige kvaliteter. Jeg er sikker på, at udviklingsplanen også kan inspirere andre købstæder i lignende situationer.

Udviklingsplanen behandles i øjeblikket politisk i Aabenraa Kommune og forventes endeligt vedtaget på byrådsmødet 26. marts.

FAKTA

Der er tre markante drivkræfter i planen
Der er forslag om tre vigtige drivkræfter i planen, som er nerver i hver sit vigtige delområde i Aabenraa bymidte. Hver især er de forløb, som skal booste de delområder, de befinder sig i.

Klimaboulevarden er byens nye gennemfartsvej og består af Gasværksvej, som kobles sammen med Løgumklostervej og Skibbroen. Den bliver Aabenraas nye ansigt mod øst. På østsiden af Klimaboulevarden anlægges både en vold og en kanal, der sikrer byen mod havvandsstigninger. Boulevarden håndterer og fordeler byens gennemkørende og tunge trafik. Det bliver en grøn boulevard med træer og bred midterrabat - altså et naturskønt område.

Campus-Ramblaen er en markeret og bred stiforbindelse, som er skitseret fra campusområdet ved gymnasierne i den ene ende og til svømme- og idrætscentret med den nye multiarena og Kongehøjskolen i den anden. Ramblaen er tænkt om en fysisk forbindelse mellem læring og bevægelse og skal i sig selv indbyde til aktivitet. Samtidig fungerer den som del af en klimasikring af området ved Dyrskuepladsen.

Handels- & Kulturloopet samler handelsområdet i bymidten i et kredsløb mellem gågaden, Madevej og Klimaboulevarden. Som ankerpunkter nord og syd i loopet foreslås der to kulturinstitutioner, der skal være med til at trække publikum ind til byen. I den sydlige ende evt. et overdækket markedsområde. I den nordlige ende evt. et kulturtorv, hvor der blandt andet skabes sammenhæng med Sønderjyllandshallen. Det kan bidrage til et forstærket hjerte i byen, som blander handel med kultur og andre publikumsaktiviteter. H.P. Hanssens Gade bliver samtidig et nyt grønt strøg i bymidten uden hurtig gennemkørende trafik.

På tværs af de tre vigtige områder er en række væsentlige øst-/ vestgående passager, som skal linke de tre områder sammen. Passagerne skal styrkes, og det skal gøres attraktivt at bevæge sig på tværs af byen både til fods og på cykel. Her er det altså de bløde trafikanter, som har høj prioritet.

Historik
I oktober blev arkitektkonkurrencen Aabenraa – Fremtidens Købstad afgjort med, at tre konkurrerende teams alle blev kåret som vindere. De vandt hver især opgaven at viderebearbejde de bedste dele af deres respektive forslag.

De tre arkitekt- og rådgivningsteams har afleveret deres viderebearbejdede delprojekter. På grundlag af delprojekterne og en række anbefalinger vedtaget af byrådet har Aabenraa Kommunes planafdeling nu skrevet et udkast til den endelige udviklingsplan for Aabenraa.


De tre konkurrencedeltagere

Team Transform
Underrådgivere: Gehl Architects, Kragh & Berglund landskab, Niras, Norsk institutt for kulturminneforskning.

Team Adept
Underrådgivere: Atkins, Topotek1, Thomas Fabian Delman, Svante Lindeburg, Jens Kvorning, Kjell Nielsson, Arne Nielsen og Evald Møller.

Cobe/SLA
Underrådgivere: Dansk Bygningsarv, Via Trafik Rådgivning, Henrik Persson.

Vedlagt
Hoveddiagram og visualiseringer af de tre markante drivkræfter i udviklingsplanen. Forklaringer til illustrationerne kan findes i planen.

Ovenstående pressemeddelelse er udsendt af Aabenraa Kommune