x

Landbrug og landskab skal smelte bedre sammen

Pressemeddelelse 15. juni 2012

Driftsbygninger på store landbrug og fælles biogasanlæg fylder godt i landskabet og bliver ofte genstand for konflikter mellem landbrug, naboer og naturen. For at undgå disse konflikter skal kommunerne derfor tænke planlægningen af disse store bygninger ind i de kommuneplaner, som de skal lave hvert fjerde år.

Første skridt på vejen er et nyt udviklingsprojekt mellem Naturstyrelsen, Realdania og KL, som skal inspirere kommunerne til den kommende planlægningsopgave. Projektet hedder ’Landbruget og landskabet i kommuneplanen’.

- Vi lever i en tid, hvor rigtig mange skal dele pladsen i det åbne land. Der er landbrug, biogasanlæg, vindmøller og fritidsaktiviteter for blot at nævne nogle stykker. Samtidig skal der også være plads til naturoplevelser og karakteristiske landskaber. Det kræver en velfunderet planlægning både at sikre erhvervslivets udviklingsmuligheder og at omgivelserne ikke lider overlast, siger vicedirektør Sven Koefoed-Hansen, Naturstyrelsen.

Test kommuner er i gang

Tre kommuner er udvalgt som eksempelkommuner i projektet, der løber frem til oktober 2012. 

De tre kommuner er Faaborg-Midtfyn, Esbjerg og Skive, der er udvalgt på grund af deres forskellige landskabelige udfordringer og muligheder for at placere landbrugets store bygninger og biogasanlæg.

- Med erfaringerne fra de tre eksempelkommuner vil vi kunne udvikle et modelprogram, der kan skabe faglig inspiration og engagement i de fremtidige kommuneplanlægninger. Sammen kan vi forhåbentlig nå det fælles mål om, at skabe solide og fremsynede planløsninger, hvor landbrugsbygninger og landskabelige kvaliteter går op i en højere enhed, siger Hans Peter Svendler, direktør i Realdania.

Under projektets forløb står en rådgivergruppe til rådighed for eksempelkommunerne. Gruppen består af repræsentanter fra COWI, Skov & Landskab uden Københavns Universitet og Videncentret for Landbrug.

Erfaringer, resultater og løsningsforslag fra de tre kommuner vil blive stillet til rådighed for landets øvrige kommuner, landbrugsorganisationer, rådgivere via Naturstyrelsens hjemmeside og publiceringer af artikler i relevante fagtidsskrifter. Afslutningsvis udarbejdes en publikation.