Brøndby indvier nyskabende anlæg til gadeidræt

Pressemeddelelse

16. april 2012

Gode faciliteter til gadeidræt hjælper ikke kun unge til at dyrke mere motion. Det fremmer også integrationen og samværet blandt unge i udsatte boligområder. Det ved man i Brøndby, Rødovre, Næstved, Herning, Horsens og Sønderborg. Tirsdag 17. april sættes fart på processen, når det første anlæg i Brøndby bliver indviet - ud af i alt otte gadeidrætsanlæg i hele landet. Anlæggene er resultatet af et samarbejde mellem organisationen GAM3, Primus Arkitekter og Realdania.

Robuste, formstøbte og enkle moduler i beton og stål, der kan kombineres og farvelægges på et utal af måder – og både bruges til leg, sport og til ”at kigge på”. Det er konceptet bag de nye gadeidrætsfaciliteter, der nu skal få flere unge i udsatte boligområder til at bevæge sig mere i det daglige. Modulerne er udviklet af Primus Arkitekter i tæt samarbejde med Realdania og GAM3 samt PingOut-bordtennis og parkour-specialisterne StreetMovement.

Tirsdag den 17. april kl. 16.00 indvier Brøndbys borgmester Ib Terp det første af de otte gadeidrætsanlæg. Arrangementet finder sted på Brøndby Nord vej (over for nr. 243). Før snoren til anlægget klippes holder Simon Prahm, direktør, GAM3 og Brøndbys Borgmester Ib Terp tale. De næste fem gadeidrætsanlæg indvies i løbet af de næste par måneder.

"Det har været et spændende udviklingsforløb og vi glæder os meget til at se hvordan de nye byrum bliver indtaget, både af de arrangerede træninger og i det daglige liv. Det har været fantastisk at mærke engagementet i lokalområdet i forbindelse med udførelsen, hvor de mange forskellige aktører har arbejdet sammen på tværs af boligafdelinger. Vi håber at de nye byrum med deres varierede og uformelle opholdsmuligheder vil blive modtaget som en inkluderende social ramme om de fysiske aktiviteter" siger David Bülow, partner i Primus arkitekter.

De nye gadeidrætsfaciliteter skaber nye samlingssteder, som er åbne for alle - hele året. Når først det røde bånd er blevet klippet begynder GAM3 træning i Street Basket, Street Dance, Street Soccer og Street Fit i forbindelse med organisationens fireårige ”Your GAM3” program. Her bliver særligt udvalgte unge fra boligområderne uddannet som ”PlayMakers” og vil selv kunne igangsætte gadeidræts-aktiviteter til glæde for andre unge i området.

”Det har været både inspirerende og bekræftende at opleve den entusiasme, som det første hold af PlayMakers har udvist. De er yderst motiveret for at tage de nye faciliteter i brug og give deres egen bevægelsesglæde videre til yngre søskende og naboer fra boligområdet. Med kombination af de unges energi og de nye gadeidrætsanlægs permanente karakter, er der tale om en nytænkning, som fremover vil sætte nye standarder for forankringen af græsrodsinitiativer på gadeplan,” fortæller GAM3’s direktør og medstifter, Simon Prahm.

”Gadeidrætsanlæggene er et fint eksempel på, hvordan man med enkle og gennemtænkte fysiske elementer kan skabe gode rammer for et sted at mødes og udfolde sig sammen. Forventningen er, at bedre faciliteter til gadeidræt ikke kun vil gavne de unge, som bruger dem. Det vil også kunne give mere liv i de udsatte boligområder, fordi aktiviteten ikke gemmes væk som i en traditionel sportshal. Det gør, at gadeidrætten kan bidrage positivt til hele boligområdet,” siger Astrid Bruus Thomsen, projektleder i Realdania.

FAKTA:

Økonomi
Realdania støtter ”Your GAM3” med 2,7 mio. kr., som fordeles på:

  • Opgradering af eksisterende gadefaciliteter i fem boligområder: 600.000 kr. (ekskl. moms og rådgivningsydelser)
  • Nyetablering af gadefaciliteter i tre boligområder: 1 mio. kr. (ekskl. moms og rådgivningsydelser)
  • Rådgivningsydelser i otte boligområder: 240.000 kr.

Geografi
De seks udvalgte boligområder er:

  • Søgræsvej i Sønderborg (opgradering)
  • Holtbjerg i Herning (nyetablering)
  • Sundparken i Horsens (nyetablering)
  • Brøndby Nord i Brøndby (nyetablering)
  • Kærene i Rødovre (opgradering)
  • Sydbyen i Næstved (opgradering)

Om GAM3

GAM3 har siden 2002 har haft stor succes med at organisere gadeidræt blandt unge mellem 10-18 år. De unge, som frivilligt dyrker idræt gennem organisationen, kommer især fra udsatte boligområder. En gruppe, der typisk ellers ikke deltager i organiseret idræt i traditionelle klubber og foreninger. GAM3 uddanner også de unge til instruktører og ambassadører for gadeidræt i deres lokale boligområde - for på den måde få andre unge med på vognen. Midlerne til GAM3s arbejde kommer blandt andet fra Social- og Integrationsministeriets SATS-pulje samt involverede kommuner og boligselskaber, som frem til 2014 har bevilget 15,2 mio. kr. til organisationen. Læs mere på http://GAM3.dk

Om Primus arkitekter
Primus arkitekter er grundlagt i 2008 af David Bülow. Tegnestuen arbejder blandt andet med indretning af byrum med fokus på uformelt ophold og social interaktion. For eksempel står de bag de midlertidige byrum på Carlsberg. Læs mere på http://primus.nu

{{ title }}

{{ description }}