Sønderborg indvier nyskabende anlæg til gadeidræt

Pressemeddelelse

3. september 2012

Gode faciliteter til gadeidræt hjælper ikke kun unge til at dyrke mere motion. Det fremmer også integrationen og samværet blandt unge i udsatte boligområder. Det ved man i Sønderborg, Brøndby, Rødovre, Næstved, Horsens og Herning. Torsdag 6. september sættes fart på processen, når det femte anlæg i Sønderborg bliver indviet – ud af i alt otte gadeidrætsanlæg i hele landet. Anlæggene er resultatet af et samarbejde mellem organisationen GAM3 og Realdania.

Robuste, formstøbte og enkle moduler i beton og stål, der kan kombineres og farvelægges på et utal af måder – og både bruges til leg, sport og til ”at kigge på”. Det er konceptet bag de nye gadeidrætsfaciliteter, der nu skal få flere unge i udsatte boligområder til at bevæge sig mere i det daglige. Modulerne er udviklet af Primus Arkitekter i tæt samarbejde med Realdania og GAM3 samt PingOut-bordtennis og parkour-specialisterne Street Movement. Lokalt har Sønderborg Andelsboligforening og Sønderborg Kommune muliggjort realiseringen af projektet.

Torsdag den 6. september kl. 15.00 indvier formand for sundhedsudvalget Jesper Rosanes det opgraderede gadeidrætsanlæg på Søgræsvej. Før snoren til anlægget klippes vil Tilde Kjær Kristensen (projektleder i GAM3), Benny Ketelsen (formand for boligafdelingens bestyrelse) og Jesper Rosanes sige et par ord.

"Der findes ikke noget tilsvarende i Sønderborg og omegn, hvor børn og unge kan udfordre egne bevægelser og fysiske formåen på samme måde. Nu hvor ’En god omvej’, som Realdania også har været med til at udvikle, ligger lige op til anlægget, er der en god chance for at flere unge finder vej. Det ville være herligt og kan medvirke til at styrke interaktionen og samværet imellem børn og unge på tværs af byen" udtaler Anne-Marie Wolff, boligsocial koordinator i Sønderborg Andelsboligforening.

Når først det røde bånd er blevet klippet vil der være parkour workshop efterfulgt af GAM3 træning i Street Basket og Street Dance for de fremmødte børn og unge. Ved Parkour workshoppen vil man kunne møde Sami El-Hindi, som er blandt Danmarks bedste parkourudøvere. Aktiviteterne er en del af organisationens fireårige ”Your GAM3” program. Her bliver særligt udvalgte unge fra boligområderne uddannet som ”PlayMakers” og vil selv kunne igangsætte gadeidræts-aktiviteter til glæde for andre unge i området.

”Det har været både inspirerende og bekræftende at opleve den entusiasme, som det første hold af PlayMakers har udvist. De er yderst motiveret for at tage de nye faciliteter i brug og give deres egen bevægelsesglæde videre til yngre søskende og naboer fra boligområdet. Med kombination af de unges energi og de nye gadeidrætsanlægs robuste karakter, er der tale om en nytænkning, som fremover vil sætte nye standarder for forankringen af græsrodsinitiativer på gadeplan,” fortæller GAM3’s direktør og medstifter, Simon Prahm.

”Gadeidrætsanlæggene er et fint eksempel på, hvordan man med enkle og gennemtænkte fysiske elementer kan skabe gode rammer for et sted at mødes og udfolde sig sammen. Forventningen er, at bedre faciliteter til gadeidræt ikke kun vil gavne de unge, som bruger dem. Det vil også kunne give mere liv i de udsatte boligområder, fordi aktiviteten ikke gemmes væk som i en traditionel sportshal. Det gør, at gadeidrætten kan bidrage positivt til hele boligområdet,” siger Astrid Bruus Thomsen, projektleder i Realdania.

Praktisk information:

Tidspunkt: Torsdag den 6. september kl. 15:00-18:30

Sted: Multibanen på Søgræsvej, 6400 Sønderborg

Program for indvielsen:

15:00-15:30 Indvielse af gadeidrætsanlægget

15:30-18:30 Træning og workshops

FAKTA:

Økonomi

Realdania støtter ”Your GAM3” med 2,7 mio. kr. Anlægget i Sønderborg har kostet 300.000 kr. at etablere. Hertil skal lægges rådgivningsydelser, som samlet for alle otte boligområder beløber sig til 240.000 kr.

Om GAM3

GAM3 har siden 2002 har haft stor succes med at organisere gadeidræt blandt unge mellem 10-18 år. De unge, som frivilligt dyrker idræt gennem organisationen, kommer især fra udsatte boligområder. En gruppe, der typisk ellers ikke deltager i organiseret idræt i traditionelle klubber og foreninger. GAM3 uddanner også de unge til instruktører og ambassadører for gadeidræt i deres lokale boligområde - for på den måde få andre unge med på vognen. Midlerne til GAM3s arbejde kommer blandt andet fra Social- og Integrationsministeriets SATS-pulje samt involverede kommuner og boligselskaber, som frem til 2014 har bevilget 15,2 mio. kr. til organisationen.

Læs mere på: www.GAM3.dk

Om Primus arkitekter

Primus arkitekter er grundlagt i 2008 af David Bülow. Tegnestuen arbejder blandt andet med indretning af byrum med fokus på uformelt ophold og social interaktion. For eksempel står de bag de midlertidige byrum på Carlsberg.

Læs mere på: www.primus.nu

{{ title }}

{{ description }}