Seks byer får nye faciliteter til gadeidræt

Pressemeddelelse

14. december 2011

Gode faciliteter til gadeidræt hjælper ikke kun unge til at dyrke mere motion. Det fremmer også integrationen og samværet blandt de unge i udsatte boligområder. Det ved man i Herning, Horsens, Sønderborg, Næstved, Brøndby og Rødovre, som netop er udvalgt til at få nye og bedre redskaber til gadeidræt. Projektet er et samarbejde mellem organisationen GAM3, Primus Arkitekter og Realdania.

Robuste, formstøbte og enkle moduler i beton og stål, der kan kombineres og farvelægges på et utal af måder – og både bruges til leg, sport og til ”at kigge på”. Det er konceptet bag de nye gadeidrætsfaciliteter, der nu skal få flere unge i udsatte boligområder i Herning, Horsens, Sønderborg, Næstved samt Brøndby og Rødovre til at bevæge sig mere i det daglige.

Modulerne er udviklet af Primus Arkitekter i tæt samarbejde med Realdania og GAM3 samt PingOut-bordtennis og parkour-specialisterne StreetMovement. Modulerne placeres i eksisterende udendørs aktivitetsområder i de seks byer og er på den måde med til at forny og styrke anlæg og områder, der i dag har slidte faciliteter eller generelt er oversete steder i byen. De nye gadeidrætsfaciliteter skaber dermed nye samlingssteder, som er åbne for alle - hele året. Desuden tilpasses modulerne det enkelte boligområdes øvrige fysiske aktivitetsmuligheder, arkitektur og helhedsplaner. Faciliteterne stilles op og forventes at være klar til brug i løbet af 2012.

Det er tanken, at GAM3 vil bruge faciliteterne til træning i Street Basket, Street Dance, Street Soccer og Street Fit i forbindelse med organisationens fireårige ”Your GAM3” program. Her bliver unge fra boligområderne uddannet som ”PlayMakers” og vil selv kunne igangsætte gadeidræts-aktiviteter til glæde for andre unge i området.

”Vi er meget begejstrede for de nye anlæg, vi nu har fået tegninger på. Da vi ved, at afstanden til nærmeste idrætsfacilitet har afgørende betydning for de unges idrætsdeltagelse, forventer vi, at anlæggene vil være med til at sætte gang i bevægelsen. Og ved at lade ressourcestærke unge fra de ressourcesvage boligområder stå for aktiviteterne, håber vi at kunne skabe en vedvarende græsrodseffekt,” siger GAM3’s direktør og medstifter Simon Prahm.

"Projektet baserer sig på et interessant samarbejde og rummer en fantastisk mulighed for at udfordre traditionelt byinventar. De skulpturelle elementer tilbyder varierede og uformelle opholdsmuligheder i et byrum der inspirer til bevægelse. Målet er at danne en inkluderende social ramme om de fysiske aktiviteter, " siger David Bülow, partner i Primus arkitekter.

”Dette projekt er et rigtig godt eksempel på, hvordan man kan udvikle en fysisk facilitet i byen, som både rummer høj robusthed, funktionalitet og arkitektur, og som er tilpasset det sted, hvor faciliteten placeres. Og så sker det inden for en lille økonomi. Jeg synes, det er meget positivt, at de boligområder, der er blevet udvalgt, nu får styrket deres faciliteter til at dyrke selvorganiseret idræt, og at de får et sted at samles om,” siger Astrid Bruus Thomsen, projektleder i Realdania.

FAKTA:

Økonomi
Realdania støtter ”Your GAM3” med 2,7 mio. kr., som fordeles på opgradering af eksisterende gadefaciliteter og nyetablering af gadefaciliteter samt rådgivningsydelser.

Geografi
De seks udvalgte boligområder er:

  • Søgræsvej i Sønderborg (opgradering, støttes med 300.000 kr.)
  • Holtbjerg i Herning (nyetablering, støttes med 300.000 kr.)
  • Sundparken i Horsens (nyetablering, støttes med 100.000 kr.)
  • Brøndby Nord i Brøndby (nyetablering, støttes med 500.000 kr.)
  • Kærene i Rødovre (opgradering, støttes med 100.000 kr.)
  • Sydbyen i Næstved (opgradering, støttes med 100.000 kr.)

GAM3

GAM3 har siden 2002 har haft stor succes med at organisere gadeidræt blandt unge mellem 10-18 år. De unge, som frivilligt dyrker idræt gennem organisationen, kommer især fra udsatte boligområder. En gruppe, der typisk ellers ikke deltager i organiseret idræt i traditionelle klubber og foreninger. GAM3 uddanner også de unge til instruktører og ambassadører for gadeidræt i deres lokale boligområde - for på den måde få andre unge med på vognen. Midlerne til GAM3s arbejde kommer blandt andet fra Social- og Integrationsministeriets SATS-pulje samt involverede kommuner og boligselskaber, som frem til 2014 har bevilget 15,2 mio. kr. til organisationen. Læs mere på www.GAM3.dk 

{{ title }}

{{ description }}